Min vej til forsiden!

Nu har jeg overlevet de første to dage på college. Ikke så svært, når man tænker på, at jeg rent faktisk kun har 2 skoledage om ugen. Det er dog nogle ret lange dage, fra kl. 9,35 – 18,00, men det har indtil videre været både spændende og udfordrende. Jeg er glad nok for min journalistikklasse. Læreren er lidt, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, halvkedelig? Hun snakker ret meget om sig selv, og så elsker amerikanere bare at skære ting ud i pap, så onsdag gennemgik hun alle de sider, som vi havde for. Man kan lige så godt lade være med at læse lektier, for hun forklarer alt det som står i bogen. Lidt underligt, men sådan er amerikanere. Dog er det spændende nok, fordi vi får baggrundsviden om faget journalistik og hvilke former for journalistik, der findes etc. og så lærer vi, hvordan man skriver forskellige artikler etc. Vi lagde f.eks. ud med at skulle skrive en dødsannonce om en af vores medstuderende. Ret morbidt, men nu ved vi, hvad reglerne er, og hvad man skal holde sig fra.

Til gengæld er jeg enormt forelsket i mit andet journalistikfag –”Creative Writing – Non fiction”. Det er nogle helt fantastiske timer, og jeg er ret vild med læreren. Hun er bare så ung og frisk og går så meget op i sit fag, at man ikke kan lade være med at sidde og bare suge det hele til sig, fordi man selv interesserer sig så meget for det. Faget som sådan er ikke et rigtig ”journalistikfag”, vi lærer derimod at skrive alt fra profiler, feature stories, klummer, rejseartikler, anmeldelser etc. – det er lidt mere ”løst” og baseret på det, som kan blive bragt i magasiner osv. Vi har nu fået en stor opgave, som vi har en måneds tid til at løse. Vi skal skrive en profil om en fra college. Da jeg først fik opgaven tænkte ”åh nej, hvem skal jeg skrive om?”. Jeg kender jo ikke rigtig så mange endnu, andre end nogle andre internationale elever, og det ville være lidt kedeligt, men senere onsdag eftermiddag havde jeg så en af mine engelsktimer, hvor vi skulle fortælle lidt om os selv, og her fortalte den her pige/kvinde, at hun havde 4 børn, og at hun nu var gravid med sin brors firlinger, da hun var surogatmor for ham og hans kone. Jeg skyndte mig selvfølgelig at spørge hende, om jeg ikke måtte bruge hende til min opgave, for det er jo en ret vild historie. Dog var jeg lidt i tvivl om, om vi måtte skrive om andre studerende, eller om det skulle være en fra personalet på college, da det stod lidt kryptisk på de papirer, vi havde fået udleveret, så jeg e-mailede og spurgte min lærer, om det var i orden og fortalte hende, hvad min ide var og hun svarede så bl.a.: ”WOW!!! Det ville blive til en FANTASTISK profil. Godt fund, gode instinkter, kan ikke vente med at læse den. Fantastisk emne – Jeg tvivler på nogen vil kunne slå den. Og vi skal HELT SIKKERT få din historie (når den engang er skrevet) udgivet i skoleavisen”. Så lige nu er jeg rigtig glad, men også ret spændt på at skulle skrive den her historie. Det er jo lidt af en historie/opgave, der skal støbes sammen, og det vil tage lidt tid, men jeg er rigtig glad for, at hun ligefrem vil have den trykt i skoleavisen. To dage på college, og jeg er allerede på vej til forsiden!

Min ene engelskklasse er ok. Det er på næsthøjeste niveau og onsdag fik vi de essays, vi havde skrevet tilbage, og vores lærer sagde, at der nok ikke var nogen af os, der ville have noget problem med at rykke op til højeste niveau i næste semester, så det er jo godt. Læreren er dog virkelig kedelig. Hun er ret gammel, og så går hun i stå i hver anden sætning, fordi hun overvejer, hvilket ord hun skal bruge. Det er lidt frustrerende – specielt for sådan en som mig, der bare ingen tålmodighed har. Men jeg tror nu, det bliver godt, da jeg både vil få forbedret mine engelske skrivekundskaber og mine skriftlige evner i det hele taget.

Min anden engelskklasse er jeg dog ikke særlig vild med. Det er læsning. Jeg er ikke på et særligt højt niveau. De fleste fra Skandinavien blev testet til det niveau, hvorimod mange af asiaterne, der intet engelsk kan kom i klasser på et højere niveau – men det er jo det dårlige ved ”multiple choice tests”. De fleste i min klasse er internationale elever, de fleste af dem asiatere, hvilket er lidt sjovt, når vores navne bliver råbt op, for så lyder der et ”ching, chang, gong, lee, lang, lung, ling” etc., men der er også nogle amerikanere, som ikke er specielt gode til at læse, og det er lidt frustrerende at sidde sammen med alle dem og læse bøger på 10. klasseniveau og høre på læreren, der taler meeeeget langsomt, for at alle kan forstå hende. Men sådan er det jo bare, og så er lektierne vel heller ikke så svære.

Det er dejligt, at der endelig er en masse studerende på college, det virkede så tomt for bare et par dage siden. Det er selvfølgelig superunderligt, når man kommer fra Faaborg gymnasium med 250 elever, hvor alle kender alle og så komme til det her kæmpe sted, hvor det bare vrimler med elever og lærere, men jeg er rigtig glad for det.

På mandag er det helligdag i USA, Labour day, så jeg har ikke skole der. Det betyder, at jeg ikke har skole før om en uge. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal lave i alle de dage. I morgen fredag tager jeg dog nok i zoo sammen med hende den svenske pige Eli og nogle af hendes venner. Hun spurgte, om jeg ville med, og gælder jo om at få set alle Santa Barbaras ”seværdigheder”, mens jeg er her.

Ellers er der blevet helt stille i huset efter, at sønnen Grant og datteren Kayla begge er taget væk på college. Det føles helt underligt, specielt fordi Kayla altid lavede en masse larm, og det er også lidt trist, fordi jeg snakkede godt med hende, men det er nu også meget dejligt, at der er lidt mere afdæmpet i huset, for her er jo VIRKELIG mange mennesker. Til gengæld er der en ting, jeg er ved at få spat af, og det er deres to store papegøjer, som bor direkte ude foran mit vindue, og som partout skal begynde at skrige, snakke og gale (de tror, de er haner) kl. 06-07 om morgenen. Jeg tror altså snart, jeg ”kommer til” at åbne buret, så de kan flyve deres vej, for jeg er ved at få pip - bogstaveligt talt.

Men udover 2 papegøjer, der driver mig til vanvid, og deres mindste hund, den her paranoide, enormt egoistiske puddel Cheeto som jeg har den her lille ”kamp” kørende med (vi slås om badeværelset og forleden bed han mig!), så har jeg det rigtig godt. Det bliver mere og mere underligt at snakke og skrive dansk, fordi jeg stort set kun snakker/skriver engelsk, og jeg tænker konstant på engelsk, så det er helt underligt, når jeg endelig snakker ”mit eget sprog”. Vejret er stadig forrygende, 28’C, sol og blå himmel!