Farvel og tak!

Tiden naermer sig saa smaat til, at jeg vender snuden tilbage mod Danmark. Jeg er langt fra klar, da jeg endnu har en masse, der stadig skal ryddes op i og som skal pakkes ned i mine kufferter, der synes alt for smaa til de mange ting og sager og gode oplevelser, som jeg har haft over de sidste to aar. To aar. Det er helt underligt at taenke tilbage paa, hvordan jeg rent faktisk har boet her de sidste to aar. Tiden er floejet afsted. Hvad der foerst virkede som, hvad der ville blive et lang aar vaek hjemmefra og et langt aar uden familie og venner blev pludseligt til to aar helt alene. Og dog alligevel ikke. Det er enormt trist at skulle sige farvel til alle de gode venner jeg efterhaanden har faaet. Men paa samme tid er jeg ved at vaere klar til at tage hjem - altsaa hvis man lige traekker det fra, at jeg stadig har en masse oprydning og rengoering og pakning, der skal ordnes inden jeg kan saette mig op i flyveren i LAX paa tirsdag d. 2. juni.
Jeg ved slet ikke, hvordan det er lykkedes mig at samle alle de ting sammen, som jeg aabenbart har faaet samlet sammen over de sidste to aar. Hvad der bare skulle have vaeret nogle midlertidige moebler til mit lille "amerikaner-eventyr" blev til mit hjem, og nu hvor jeg er begyndt at saelge ud af det, foeles det enormt maerkeligt at have fremmede mennesker til at gaa igennem ens stue og sige "den der koeber jeg" eller "nej, den der vil jeg ikke have". Fremmede mennesker, der vaelger og vrager mellem ting, der har vaeret centrum i ens liv over de sidste to aar.
Det var egentlig meningen, at jeg skulle have solgt moeblerne til en dansk pige, der kommer herovre til august. Det havde vaeret smart baade for mig, der jo skal af med dem paa en eller anden maade, og hende, der jo staar og mangler moebler, men det opbevaringsfirma, jeg benyttede sidste sommer, tilbyder ikke laengere en gratis flyttebil, og saa er det lidt svaert at flytte store, tunge moebler - ogsaa selvom Jessie har en, efter danske standarder, stor Chrysler PT Cruiser, men efter amerikanske forhold er det jo bare en lille bil.
Vi har stadig en del moebler, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal goere med. Enten skal vi paa en eller anden maade have dem bakset ned til Good Will eller Frelsens Haer og doneret dem til et af de steder, eller ogsaa ender de nok bare ude paa fortovskanten paa bedste amerikanske maner, saa en anden person, der lige staar og mangler en sofa eller en kommode, kan hente dem.
Jeg skurrer og skrubber, og det ser efterhaanden lidt bedre ud. Vi toemmer skabe og hylder og her bliver igen helt tomt og naermest livloest i lejligheden. Det vaerste ved at flytte fra et land til et andet er, at man ikke bare kan proppe det hele i en flyttekasse og sende det videre - det kunne jeg vel i princippet, men saa skal der ogsaa betales for det - og i stedet staar jeg altsaa nu med de to foeromtalte kufferter, der skal fyldes op med minderne fra de sidste to aar - plus de mange ting, som jo nu engang er en del billigere i USA.

Igaar var Jessie, James, Oscar og jeg til koncert med Jens Lekman - som rent faktisk er svensker - og det var en fantastisk koncert og et godt punktum for min lille tid i USA. En god aften med gode venner, som jeg har faaet over de sidste to aar. Mange af tilskuerne raabte "I love you Jens", men han ignorerede dem. Saa raabte Jessie "Jag alskar dig, Jens" og han kiggede paa os og smilede til os. En god slutning og nu tager jeg selv tilbage til Skandinavien. Jeg glaeder mig en del til at komme hjem - jeg synes efterhaanden, at jeg har opnaaet det jeg er kommet for.
Jeg har faaet set en anden del af verden, jeg har oplevet en anden kultur, jeg har set lille Danmark udefra (og hold da op, hvor er Danmark pludselig meget mindre, end jeg saadan gik og troede), jeg har fundet mig selv, jeg har fundet fantastiske venner for livet, jeg er blevet mere mig selv, jeg har fundet ud af, hvad jeg vil, og jeg har bevist at, jeg kan det, jeg gerne vil.

Jeg har vaeret oppe og hente det anbefalingsbrev min journalistiklaerer har skrevet til mig. Hun har vaeret den bedste laerer jeg har haft. Selvom hun er en speciel person, saa er hun ogsaa enormt dygtig, og jeg kan nu laegge alle hendes vredesudbrud, roser og rettelser ned i de to kufferter jeg tager med hjem. Brevet er en kaempe cadeu, og det naevner bl.a.:

"Two things that stand out about Katrine: One is her work ethic as evidenced by her tenure on The Channels and the other is her ability to work in all aspects of English-language journalism despite being a second-languge student. (...) I have personally found Katrine a delight to work with. She is courteous and respectful, while still showing the tenacity and assertiveness one expects in a journalism student. She has added immeasurably to my and my other students' understanding of other parts of the world. (...) I recommend her wholeheartedly for further journalism study, an internship, schorlarship or even entry-level employment."

Jeg tror ikke, at jeg kunne have faaet et bedre anbefalingsbrev, saa efter et knus fra min laerer og lovning paa, at jeg nok skal holde kontakten, saa hun kan "foelge med i, hvordan det kommer til at gaa mig", saa er jeg klar til at tage tilbage til Danmark. Hvad der skulle have vaeret et lille aar vaek fra Danmark og andedammen i Faaborg blev til et stoerre projekt for mig. Jeg har nydt hvert sekund af de sidste to aar, og jeg er glad for, at jeg blev et ekstra aar.
Foerhen lagde jeg planer for, hvad jeg ville opnaa her i livet. Foerhen havde jeg planer for alt jeg ville og alt jeg skulle naa. Og uden at lyde for kliche og poetisk, saa maa jeg indroemme, at det hele tog en lidt anden drejning og lige meget, hvor mange planer jeg havde foerhen - og lige meget, hvor mange jeg proever at komme paa nu - saa har det vist sig, at jeg maaske bare skal "go with the flow". For to aar siden, havde jeg da regnet med, at et aar skulle blive til to? Havde jeg regnet med, at jeg ville falde pladask for journalistik? Havde jeg regnet med, at jeg skulle vaere redaktoer paa skolebladet? Havde jeg regnet med at finde nogle af de bedste venner, jeg har? Nej, nej og nej. Saa selvom jeg har en masse planer for, hvad jeg vil fremover, saa vil jeg ikke lade mig styre af dem, og jeg vil bestemt ikke lade mig styre af de afslag, jeg nok ogsaa skal naa at loebe ind i - for uden lidt huller i vejen, saa var jeg aldrig naaet hertil, hvor jeg er i dag.
For et aar siden var jeg ikke klar til at tage hjem - og saa maa regeringen snakke fjumreaar eller ej - men nu er jeg klar til at goere, hvad jeg har lyst til og ikke hvad alle andre synes jeg skal.
Jeg er klar til at komme hjem til Danmark, og jeg glaeder mig.
Vi ses onsdag d. 3. juni!

Billedtekst:
Vandmaend fra Monterey Bay Aqurium fra vores roadtrip, marts, 2009. Santa Barbara solnedgang
Santa Barbara Downtown Beach med pelikaner
Chinatown, San Francisco, Road trip, marts 2009
Aarlig festival med kridtmalerier i Santa Barbara (I'madonarri), maj, 2009.
Slikbutik i Monterey, Road Trip, marst, 2009.
Solnedgang under den sidste skovbrand vi havde - The Jesusita Fire, maj, 2009.
Santa Barbara Courthouse solnedgang.

Alt det med smaat...

Ildebrand i byen: The Jesusita Fire set fra Santa Barbara Courthouse. Roegen falder indover byen og - tja - min lejlighed ligger forenden af det bjerg paa billedet.

Jeg ved det godt. Jeg har ikke skrevet herinde paa min blog i meget lang tid, men jeg er stadig i live. Der er sket en hel masse paa det sidste, og jeg har haft forrygende travlt, men jeg taenkte, at nu var det altsaa paa tide, at jeg faar skrevet bare lidt. Hvis I ikke allerede har gaettet det, saa skriver jeg ikke fra min egen computer, som igen, igen er brudt sammen (denne gang er det vist noget med batteriet), saa I maa overleve at laese de naeste mange linier uden de tre sidste, famoese bogstaver i det danske alfabet.

Da der som sagt er sket en hel del de sidste par uger saetter jeg lige nogle underkategorier paa det foelgende. Saa kan I selv naerlaese eller skippe det, som I finder interessant eller kedeligt. Og hvis I allerede er ved at vaere godt traette af den her lidt akavet form for dansk med dobbel A osv., saa kan jeg ligesaa godt melde ud, at jeg har det godt og snart kommer hjem. For alle jer andre - detaljer foelger:

Roadtrip med mor:

Min mor kom d. 27. marts, hvor Jessie og jeg koerte mod LAX og hentede hende, og derefter koerte vi direkte til San Diego. Som altid var vejret godt sydpaa og mens Jessie besoegte familie, hyggede min mor og jeg os med shopping og sightseeing. 

Derefter gik turen til Flagstaff. Vi koerte flere hundrede kilometer igennem det Californiske og Arizoniske landskab inden vi naaede Flagstaff, som egentlig bare er en lille flaekke beroemt for Grand Canyon og Road 66. Vi skulle dog kun overnatte der, for dagen efter tog vi til Grand Canyon. Det var foerste gang, jeg saa Grand Canyon, og egentlig er det jo bare et hul i jorden - bogstaveligt talt. Men alligevel kan man ikke lade vaere med at fascineres af dalene og klipperne og den roede farver - undskyld far, men det her slaar Fakse Kalkbrud med flere dimensioner!

Vi brugte det meste af dagen paa at "hike" lidt rundt og se museerne osv. - lidt besvaeret af Jessies halsbetaendelse og mit "wanna be-astma," men det var utroligt smukt og sjovt at se.

Derefter tog vi afsted mod Las Vegas. Jeg har heller aldrig vaeret i Las Vegas foer, og selvom det var spaendende at se, saa tror jeg, det bliver sidste gang. "What happens in Vegas, stays in Vegas" og det er vist fair nok, for det er et inferno af fulde mennesker, cigaretroegskyer, noegne kvinder og neonlys. Det var dog spaendende nok at se, og vi brugte dagen med en drink ved poolen og om aftenen var vi ude at se lysene og de fulde mennesker. Desuden saa vi et Cirque Du Soleil show den sidste aften, og det var ogsaa en stor oplevelse. 

Derefter koerte vi til San Francisco. Jeg har efterhaanden vaeret der et par gange, men jeg bliver aldrig traet af San Francisco. Vi fik set alle turiststederne som Pier 39, soeloeverne, bakkerne, sporvognene osv. Dagen efter tog vi ud til Height-Ashburry, som er det gamle hippie-distrikt. Det var foerste gang jeg var derude, men det var supersjovt at se alle de saere butikker og mennesker - lidt a la Christiana bare efter amerikansk stoerrelse.

Derefter koerte vi til Salinas. Vi boede i Salinas, men brugte dagen i Monterey, som var enormt hyggeligt. Frisk luft, en tur paa Monterey Bay Aquarium og en tur ned ad "The 17 mile drive" med alle de riges kaempevillaer. 

Den sidste dag koerte vi langs kysten og Highway 1 tilbage til Santa Barbara. Paa vejen fik vi set baade natur, pelikaner og stranden med alle soeelefanterne. 

Det var superspaendende at se alle de mange steder her i det vestlige USA, men det var nu ogsaa rart nok at vaere tilbage i Santa Barbara - her er bare en helt anden slags tilbagelaenet livsstil. 

Digtkonkurrence

Tilbage i Santa Barbara havde jeg saa modtaget en email om, at jeg havde vundet en digkonkurrence og 100 dollars. Det havde jeg ikke rigtig regnet med. Det er saadan, at jeg har et fag, Creative Writing, hvor vi skulle skrive digte bl.a., og min laerer sagde, at han rigtig godt kunne lide et af mine digte, saa da han ogsaa sagde, at den aarlige digtkonkurrence naermede sig, taenkte jeg, at jeg lige saa godt kunne proeve. Det kunne jo ikke gaa andet end galt. Og jeg endte saa med at vinde "Honorable mention" og 100 dollars. Det eneste var dog, at jeg ogsaa lige skulle op og laese digtet til et arrangement som de havde paa skolen. Nu er ikke lige fordi jeg er saa vild med at snakke foran andre, men jeg er efterhaanden mere og mere vant til det, da jeg altid snakker foran hele klassen, naar vi praesenterer de historier vi skal skrive paa skolebladet, og heldigvis var der ikke saa mange mennesker - kun et par laerere, digtklubben og min mor med sit digitalkamera - saa det gik og jeg fik mit bevis og mine 100 dollars. 

USA --> Danmark --> Optagelsesproeve --> USA

Jeg har ogsaa vaeret hjemme i DK en lille uges tid for at tage optagelsesproeven paa journalisthoejskolen i Aarhus. Det blev til seks dage i Danmark - mest af alt praeget af jetlag og traethed og oplaesning til proeven. 

Jeg ved ikke, hvordan proeven gik. Det kan aerlig talt vaere alt mellem himmel og jord. Selve proeverne var enormt svaere, synes jeg. Foerst skulle vi skrive en artikel, derefter en klumme, saa skulle vi skrive et personligt essay om, hvem vi gerne vil interviewe og hvorfor og derefter var der fire grammatikproever og saa den frygtede (og berygtede) videnstest med 50 spoergsmaal om alt mellem himmel og jord. Jeg synes det hele gik nogenlunde, men ogsaa kun nogenlunde, saa jeg tror det hele kommer til at afhaenge af, hvor gode alle andre var. I pauserne snakkede jeg lidt med nogle af de andre, og de fleste fortalte mig, at det var deres 3. eller 4. gang til optagelsesproeven. Jeg ved ikke rigtig om det var skraemmende eller en god ting, men jeg tror personligt, at hvis jeg bliver optaget, saa bliver jeg indkaldt til en samtale foerst. Det gik nogenlunde, men som sagt var proeven svaer og saa godt synes jeg heller ikke at det gik. Nu maa vi se. Jeg faar resultatet i naeste maaned. Jeg er allerede indstillet paa, at jeg nok ikke kommer ind, saa pt. kigger jeg paa lidt andre muligheder. Regner med at jeg saa vil studere noget andet i et aars tid og saa proeve igen. Pt. regner jeg med at jeg flytter til Aarhus og saa vil jeg ansoege om at komme ind paa medievidenskabs studiet paa universitetet deroppe og saa maa jeg proeve optagelsesproeven igen naeste aar (samt den i Odense). Men indtil videre er det jo okay at haabe og krydse fingre. Men nu maa vi se.

Og alt det andet:

Ellers har jeg bare haft travlt med en hel masse andet. Skolen er slut nu, jeg skal bare lige aflevere mit sidste portfolio i min creative writing klasse og have mit visum underskrevet saa jeg kan rejse ud af landet. Jeg er ved at rydde op og saelge moebler osv. og jeg faar set en del af mine venner herovre inden jeg flytter tilbage til DK. Det bliver helt underligt at komme tilbage nu hvor jeg har faaet en masse gode venner herovre. Saa her paa det sidste er det blevet til en masse fester og cafebesoeg med venner og bekendte.

Apropos venner moedte jeg en af mine venner, Sage, paa bussen forleden. Hun introducerede mig til sin veninde, Desiree, som ogsaa var med paa bussen og som er halvt dansk/halvt hollandsk men altsaa foedt og opvokset i USA. Hun spurgte saa en hel del til Danmark og fortalte at hun havde brugt 3 uger paa Fyn sidste sommer. Jeg spurgte hvorhenne og da hun sagde at det var nede ved vandet gaettede jeg bare paa Svendborg, da flere kender til Svendborg en Faaborg. Men hun sagde at det ikke var det og jeg gaettede i stedet paa Faaborg og det viste sig saa at hendes familie bor i Faaborg og at hun havde brugt 3 uger sidste sommer i Faaborg. Hun kendte til alle de forskellige steder i Faaborg (altsaa, de faa der nu er) og spurgte om en hel masse som jeg jo saa kunne nikke ja til. Det var en lidt maerkelig oplevelse, men ogsaa ret sjovt. Af alle steder i DK saa bor hendes familie i Faaborg. Hun naevnte saa noget om at noget af hendes familie ogsaa bor i Nordsjaelland og jeg var ved at vaere forberedt paa at besvime (eller et eller andet i hvertfald), hvis hun havde sagt Virum (hvor jeg er foedt), men det var "heldigvis" ikke Virum. Men en lidt spoejs oplevelse. 

Ellers ligner Santa Barbara sig selv. Masser af sol, turister og sjove mennesker. Jeg tog en tur paa cykel langs stranden idag og alle turisterne var ude. Derefter en tur i poolen - saa jeg nyder livet lidt endnu mens jeg kan.

Jeg regner med at vaere hjemme en gang foerst i juni og saa skal jeg formentlig (forhaabentligt) bare arbejde det meste af sommeren og tjene lidt penge og overleve kedelige Faaborg og saa regner jeg med at flytte til Aarhus.

Jeg haaber I alle har det godt. Det har jeg. Vi snakkes snart.

Katrine