Før:
Skrevet i lufthavnen i Seattle…
Nu er det slut. Det jeg havde gået og ventet på næsten hele vejen igennem gymnasiet er slut. Et år hjemmefra – meget langt hjemmefra – er ovre.
Lige nu sidder jeg i Seattle lufthavn og nyder et udsøgt måltid fra det amerikanske cuisine (a.k.a. Burger King), mens jeg venter på mit næste fly mod Kastrup som afgår om næsten to timer. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal grine eller græde. Jeg har en underlig fornemmelse i maven af sommerfugle, der flyver rundt fordi jeg er nervøs for at flyve, men glæder mig til at komme tilbage til Danmark samt en underlig lyst til at skulle græde hele tiden fordi jeg allerede savner Californien og alle dem jeg har mødt i løbet af det her år i Santa Barbara.
Cecilia tog hjem først og i lørdags fløj Eli hjem. Vi havde brugt 2-3 dage inden hendes hjemrejse på at gøre rent og pakke, selvom jeg nu syntes at jeg lavede det meste, da Eli havde lidt mere travlt med at være sammen med vennerne etc. en sidste gang end vi lige havde tid til.
Lørdag fik vi dog sendt Eli af sted og så kunne jeg ellers tage hjem og få pakket det sidste samt ryddet op. Det lykkedes mig at finde et opbevaringsrum til $60 om måneden samt en gratis flyttebil med fri chauffør, så søndag morgen fik jeg vores ven Jude til at komme og hjælpe mig med at få flyttet det hele. Jude er godt nok lidt af en snegl, så det tog lidt længere tid end jeg havde regnet med. Derefter gik turen hjem, hvor der skulle gøres mere rent og til en del irritation kunne jeg så også se, at Eli havde efterladt en del ting som jeg ikke vidste noget om, så det tog mig lang tid at komme til bunds. Jessie fik fri fra arbejde og kom over og hjalp mig og vi fik det hele ordnet for derefter at køre mod hendes forældres hjem i Riverside omkring kl. 17. Hendes storebror Jason er marinesoldat og bliver sendt 6 mdr. til Asien i dag, så hun ville gerne se ham en sidste gang.
Vi sov i Riverside og mandag kørte vi så mod Santa Monica, hvor vi tilbragte dagen på stranden (i så høj en grad at jeg nu stolt kan vende hjem med en underlig ”danskersolbrændthed”, der bedst beskrives som rejefarvet), spiste frokost downtown og fik shoppet lidt. Aftenen/natten tilbragte vi på et hotel i Hollywood medfølgende obligatoriske ambulancesirener og fulde mennesker. Jessie var derefter så sød at køre mig til lufthavnen i morges tirsdag.
Det har været lidt underligt at skulle være den sidste, der er taget hjem. Først skulle jeg sige farvel til Cecilia derefter Eli og så Jessie, der nok er den, der er mest ked af det af os alle tre, da det kun er mig, der kommer tilbage næste år og Eli og Cecilia bor hele vejen ovre i Sverige.
Det har også været underligt at flytte ud af lejligheden. Det var mærkeligt at flytte ind, da den var helt tom og jeg skulle ud og finde møbler etc., men det var endnu mere mærkeligt at se den helt tom igen, da den i et halvt år havde været rammen om vores hjem (og i det halve år aldrig havde været så ren som den var da jeg gav vores udlejer Barbi vores nøgler). For kort at resumere mit år på SBCC og i Santa Barbara har det været en helt fantastisk oplevelse. Man bliver ikke kun mere moden i løbet af sådan et år, man opnår også en anden opfattelse af sig og selv og sit hjemland – både på godt og ondt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har tænkt ”hvis bare man kunne gå gratis til lægen herovre og rugbrød i det her land, så ville alt gå meget bedre” samt hvor mange gange jeg har tænkt ”ih, jeg ville ønske folk i Danmark kunne være så søde og hjælpsomme som de er her i Californien”.
Skolemæssigt har det også været en kæmpe oplevelse for mig. Jeg tog herover i den tro, at jeg gerne ville være translatør, som jeg har tænkt i mange år, men med en lille forfatter/reporter i maven kunne jeg jo lige så godt studere noget, der interesserede mig – journalistik. Det er der nu vendt helt om på. Jeg er stadig en stor nørd, når det kommer til sprog, men fra første dag med journalistik på SBCC vidste jeg at det er det jeg ville. Ikke nok med at jeg har fundet min lille ”niche” som vi ville kalde det i journalistik, men jeg er også blevet, synes jeg selv, meget bedre til det. Der er selvfølgelig stadig meget lang vej igen, men bare på det her år, specielt inden for det sidste halve år, hvor jeg har skrevet for skoleavisen, har jeg udviklet mine journalistiske evner enormt (faktisk så meget, at min engelsklærer gang på gang har måttet fortælle mig at min journalistiske stil hæmmer min evne til at skrive engelske stile – så kan I så selv gætte jer til, hvad jeg selv helst vil være bedst til).
Mit halve år som reporter på skoleavisen har også været fantastisk. Ikke nok med at jeg har lært en del af den kritik som vores lærer ville komme med hver torsdag, så er jeg også blevet meget blevet meget bedre til at skrive samt snakke med folk – det er selvfølgelig altid lidt nervepirrende at snakke med fremmede, men jeg er nu begyndt helt at nyde at interviewe folk.
Forleden emailede min journalistiklærer mig også og spurgte om jeg ville være interesseret i at være med på redaktionen på skoleavisen. Inden skolen sluttede skulle vi udfylde et stykke papir ang. om hvad vi ville være næste år, hvis vi skulle skrive for skoleavisen og jeg meldte mig bare som reporter for jeg vil gerne bare skrive plus at det er hårdt arbejde at være redaktør, men min lærer emailede mig som sagt så og spurgte her forleden om jeg vil være med på redaktionen. Jeg sagde ja selvom det kommer til at blive hårdt arbejde med møder flere gange om ugen og redigering af artikler etc., men jeg tror det kunne være en sjov oplevelse. Jeg er dog endnu ikke sikker, da de egentlige redaktører først skal udvælges mellem dem der har ansøgt om at være med på redaktionen, men selvom det ”bare” er en lille skoleavis, så er det alligevel en god ting at kunne skrive på mit resume, så nu har jeg sagt ja og så må vi se, hvad der sker og om jeg bliver valgt. Jeg er dog ret ”stolt” over at min lærer rent faktisk spurgte mig for for det første bliver næste semester kun mit andet semester på skoleavisen og for det andet så er jeg udlænding. Men jeg tror jeg har imponeret hende en del over det sidste semester både med min ”evne til at finde spændende og anderledes historier” som hun siger og da jeg vandt årets awardshow med mit slideshow, så vi må se, hvad der sker.
Efter…
Skrevet efter jeg er kommet hjem…
Jeg har altså som sagt valgt at vende stærkt tilbage næste år – det her år har været en fantastisk oplevelse og jeg vil gerne unde mig selv at tage endnu et år ”fri” (selvom jeg nu går i skole) for at få den her oplevelse samt udenlandsk erfaring og så må Bertel Haarder og company snakke SU og sabbatår så længe de vil – jeg har fået meget mere ud af det her år end jeg ville have fået noget andet sted – både uddannelsesmæssigt og personligt. Det har været mærkeligt at komme tilbage til DK. Jeg har savnet lange, lyse sommeraftner og engangsgrill (hvilke bestemt ikke er til at opdrive i et ”gas-grill-troende” land som USA). Jeg havde savnet regnen og tilmed blæsten, selvom jeg nu, som enhver anden dansker, sidder og sukker efter sol og varme.
Det er dejligt at være hjemme, men jeg føler mig også lidt som en gæst i mit eget land/hjem. Jeg har ikke rigtig noget at lave. Alle vennerne arbejder og ellers skændes de stadig om småting som da jeg tog af sted. Selvom tiden er gået føles det som om der ikke rigtig er noget der har ændret sig og selvom jeg har været væk i et år føles det lidt som om det bare er en uge.
Jeg overvejede at finde et job, men jeg tror ikke der er nogen, der kan bruge mig, når jeg skal have fri til at tage til Frankrig, KBH og Sverige, det kunne ellers være rart nok bare at lave et eller andet.
Men jeg må nyde mors mad og opvartning så længe jeg kan inden jeg tager tilbage til Santa Barbara d. 24. August.
Jeg ved endnu ikke om jeg vil fortsætte denne blog, men jeg overvejer det dog, da det er en del lettere end at skulle sende 20 identiske emails om ugen.
Hav en god sommer!
Skrevet i lufthavnen i Seattle…
Nu er det slut. Det jeg havde gået og ventet på næsten hele vejen igennem gymnasiet er slut. Et år hjemmefra – meget langt hjemmefra – er ovre.
Lige nu sidder jeg i Seattle lufthavn og nyder et udsøgt måltid fra det amerikanske cuisine (a.k.a. Burger King), mens jeg venter på mit næste fly mod Kastrup som afgår om næsten to timer. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal grine eller græde. Jeg har en underlig fornemmelse i maven af sommerfugle, der flyver rundt fordi jeg er nervøs for at flyve, men glæder mig til at komme tilbage til Danmark samt en underlig lyst til at skulle græde hele tiden fordi jeg allerede savner Californien og alle dem jeg har mødt i løbet af det her år i Santa Barbara.
Cecilia tog hjem først og i lørdags fløj Eli hjem. Vi havde brugt 2-3 dage inden hendes hjemrejse på at gøre rent og pakke, selvom jeg nu syntes at jeg lavede det meste, da Eli havde lidt mere travlt med at være sammen med vennerne etc. en sidste gang end vi lige havde tid til.
Lørdag fik vi dog sendt Eli af sted og så kunne jeg ellers tage hjem og få pakket det sidste samt ryddet op. Det lykkedes mig at finde et opbevaringsrum til $60 om måneden samt en gratis flyttebil med fri chauffør, så søndag morgen fik jeg vores ven Jude til at komme og hjælpe mig med at få flyttet det hele. Jude er godt nok lidt af en snegl, så det tog lidt længere tid end jeg havde regnet med. Derefter gik turen hjem, hvor der skulle gøres mere rent og til en del irritation kunne jeg så også se, at Eli havde efterladt en del ting som jeg ikke vidste noget om, så det tog mig lang tid at komme til bunds. Jessie fik fri fra arbejde og kom over og hjalp mig og vi fik det hele ordnet for derefter at køre mod hendes forældres hjem i Riverside omkring kl. 17. Hendes storebror Jason er marinesoldat og bliver sendt 6 mdr. til Asien i dag, så hun ville gerne se ham en sidste gang.
Vi sov i Riverside og mandag kørte vi så mod Santa Monica, hvor vi tilbragte dagen på stranden (i så høj en grad at jeg nu stolt kan vende hjem med en underlig ”danskersolbrændthed”, der bedst beskrives som rejefarvet), spiste frokost downtown og fik shoppet lidt. Aftenen/natten tilbragte vi på et hotel i Hollywood medfølgende obligatoriske ambulancesirener og fulde mennesker. Jessie var derefter så sød at køre mig til lufthavnen i morges tirsdag.
Det har været lidt underligt at skulle være den sidste, der er taget hjem. Først skulle jeg sige farvel til Cecilia derefter Eli og så Jessie, der nok er den, der er mest ked af det af os alle tre, da det kun er mig, der kommer tilbage næste år og Eli og Cecilia bor hele vejen ovre i Sverige.
Det har også været underligt at flytte ud af lejligheden. Det var mærkeligt at flytte ind, da den var helt tom og jeg skulle ud og finde møbler etc., men det var endnu mere mærkeligt at se den helt tom igen, da den i et halvt år havde været rammen om vores hjem (og i det halve år aldrig havde været så ren som den var da jeg gav vores udlejer Barbi vores nøgler). For kort at resumere mit år på SBCC og i Santa Barbara har det været en helt fantastisk oplevelse. Man bliver ikke kun mere moden i løbet af sådan et år, man opnår også en anden opfattelse af sig og selv og sit hjemland – både på godt og ondt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har tænkt ”hvis bare man kunne gå gratis til lægen herovre og rugbrød i det her land, så ville alt gå meget bedre” samt hvor mange gange jeg har tænkt ”ih, jeg ville ønske folk i Danmark kunne være så søde og hjælpsomme som de er her i Californien”.
Skolemæssigt har det også været en kæmpe oplevelse for mig. Jeg tog herover i den tro, at jeg gerne ville være translatør, som jeg har tænkt i mange år, men med en lille forfatter/reporter i maven kunne jeg jo lige så godt studere noget, der interesserede mig – journalistik. Det er der nu vendt helt om på. Jeg er stadig en stor nørd, når det kommer til sprog, men fra første dag med journalistik på SBCC vidste jeg at det er det jeg ville. Ikke nok med at jeg har fundet min lille ”niche” som vi ville kalde det i journalistik, men jeg er også blevet, synes jeg selv, meget bedre til det. Der er selvfølgelig stadig meget lang vej igen, men bare på det her år, specielt inden for det sidste halve år, hvor jeg har skrevet for skoleavisen, har jeg udviklet mine journalistiske evner enormt (faktisk så meget, at min engelsklærer gang på gang har måttet fortælle mig at min journalistiske stil hæmmer min evne til at skrive engelske stile – så kan I så selv gætte jer til, hvad jeg selv helst vil være bedst til).
Mit halve år som reporter på skoleavisen har også været fantastisk. Ikke nok med at jeg har lært en del af den kritik som vores lærer ville komme med hver torsdag, så er jeg også blevet meget blevet meget bedre til at skrive samt snakke med folk – det er selvfølgelig altid lidt nervepirrende at snakke med fremmede, men jeg er nu begyndt helt at nyde at interviewe folk.
Forleden emailede min journalistiklærer mig også og spurgte om jeg ville være interesseret i at være med på redaktionen på skoleavisen. Inden skolen sluttede skulle vi udfylde et stykke papir ang. om hvad vi ville være næste år, hvis vi skulle skrive for skoleavisen og jeg meldte mig bare som reporter for jeg vil gerne bare skrive plus at det er hårdt arbejde at være redaktør, men min lærer emailede mig som sagt så og spurgte her forleden om jeg vil være med på redaktionen. Jeg sagde ja selvom det kommer til at blive hårdt arbejde med møder flere gange om ugen og redigering af artikler etc., men jeg tror det kunne være en sjov oplevelse. Jeg er dog endnu ikke sikker, da de egentlige redaktører først skal udvælges mellem dem der har ansøgt om at være med på redaktionen, men selvom det ”bare” er en lille skoleavis, så er det alligevel en god ting at kunne skrive på mit resume, så nu har jeg sagt ja og så må vi se, hvad der sker og om jeg bliver valgt. Jeg er dog ret ”stolt” over at min lærer rent faktisk spurgte mig for for det første bliver næste semester kun mit andet semester på skoleavisen og for det andet så er jeg udlænding. Men jeg tror jeg har imponeret hende en del over det sidste semester både med min ”evne til at finde spændende og anderledes historier” som hun siger og da jeg vandt årets awardshow med mit slideshow, så vi må se, hvad der sker.
Efter…
Skrevet efter jeg er kommet hjem…
Jeg har altså som sagt valgt at vende stærkt tilbage næste år – det her år har været en fantastisk oplevelse og jeg vil gerne unde mig selv at tage endnu et år ”fri” (selvom jeg nu går i skole) for at få den her oplevelse samt udenlandsk erfaring og så må Bertel Haarder og company snakke SU og sabbatår så længe de vil – jeg har fået meget mere ud af det her år end jeg ville have fået noget andet sted – både uddannelsesmæssigt og personligt. Det har været mærkeligt at komme tilbage til DK. Jeg har savnet lange, lyse sommeraftner og engangsgrill (hvilke bestemt ikke er til at opdrive i et ”gas-grill-troende” land som USA). Jeg havde savnet regnen og tilmed blæsten, selvom jeg nu, som enhver anden dansker, sidder og sukker efter sol og varme.
Det er dejligt at være hjemme, men jeg føler mig også lidt som en gæst i mit eget land/hjem. Jeg har ikke rigtig noget at lave. Alle vennerne arbejder og ellers skændes de stadig om småting som da jeg tog af sted. Selvom tiden er gået føles det som om der ikke rigtig er noget der har ændret sig og selvom jeg har været væk i et år føles det lidt som om det bare er en uge.
Jeg overvejede at finde et job, men jeg tror ikke der er nogen, der kan bruge mig, når jeg skal have fri til at tage til Frankrig, KBH og Sverige, det kunne ellers være rart nok bare at lave et eller andet.
Men jeg må nyde mors mad og opvartning så længe jeg kan inden jeg tager tilbage til Santa Barbara d. 24. August.
Jeg ved endnu ikke om jeg vil fortsætte denne blog, men jeg overvejer det dog, da det er en del lettere end at skulle sende 20 identiske emails om ugen.
Hav en god sommer!
