"Save lives AND fuel - Don't speed!"....

... så simpelt kan det siges. Jeg er tilbage i solrige Californien (der dog har bestemt sig for at gå over til overskyet vejr - maybe that's the new black?). Og det første jeg ser er selvfølgelig et skilt på motorvejen, der siger "save lives AND fuel - Don't speed!" ("spar" liv og benzin - sæt farten ned). Personligt syntes jeg skiltet var lidt "tragikomisk", men også en fin start på det faktum at jeg er tilbage i staterne. USA er i øjeblikket hårdt presset under de dyre benzinpriser (og det faktum, at de skal betale hele 12 kr for 3 gallons!), så hvor vi andre ville have det der lille mærkelige skilt med hende pigen og ballonen, hvor der står, at man skal sætte farten ned, så slår Californien 2 fluer med et smæk og inkluderer lige hele problemet med de "skyhøje" benzinpriser ved at appellerer til den fartglade amerikaner, at man altså både kan "spare" liv og benzin, hvis man sætter farten ned. Smart.

Men jeg er kommet godt tilbage til Californien og Santa Barbara og jeg er så småt ved at finde mig til rette – igen. Og netop det der ”igen” betyder en del… Det er med helt andre følelser, jeg er vendt tilbage til Santa Barbara, end da jeg kom her for et år siden. Selvfølgelig er jeg spændt på det næste års tid, og jeg er stadig vild med college og journalistik, men samtidigt er det også helt underligt at være tilbage. Det er dejligt at være tilbage, men det er også underligt, for jeg skal ikke ud og finde vej til diverse ting jeg ikke ved hvor ligger og jeg skal ikke starte en hel masse op. Jeg kender det hele: byen, menneskerne, stederne og det er i og for sig rigtig rart for jeg er bare dumpet tilbage i ”hverdagen”. Selvfølgelig bliver det aldrig helt hverdag, for der er stadig en masse nyt og spændende, og jeg nyder hvert sekund, men det er også rart, at jeg kender det hele og de fleste kender mig. Det er rart at komme op på skolen, hvor elever og lærere er glade for at se mig tilbage.

Det var dog også enormt underligt at være hjemme i Danmark i løbet af sommeren. Jeg havde en god sommer, og det var rart at se venner og familie, men det var svært at forklare, hvor underligt det er at komme tilbage til noget man kender ind og ud, men som man ikke har set og været med i i så lang tid. Jeg ved selvfølgelig godt, at tiden ikke var gået i stå i DK bare fordi jeg ikke har været hjemme, men det føltes ærlig talt sådan. Først og fremmest gik mine venner op i alt det som jeg havde lagt bag mig for et år siden og jeg følte, at jeg var kommet bare et skridt længere. Selvfølgelig har de også haft deres at se til, men jeg havde været ”helt alene”, hvor jeg skulle klare mig selv, finde ud af ting selv, være ked af det selv, være stresset selv, være glad selv osv. Jeg har selvfølgelig venner, men man kunne ikke bare ringe hjem til ”moar”, hvis noget gik galt. Derfor følte jeg også, at jeg havde udviklet mig og modnet en hel del i løbet af det forgangne år, hvorimod mine venner stadig gik rundt i vante omgivelser.
Taget alle disse ting i betragtning føltes det som om sommeren sneglede sig af sted. Juni måned kunne ikke overstås hurtigt nok. Jeg savnede Santa Barbara og Jessie og Eli og Cecilia og Mac’N’cheese. Efter et stykke tid fik jeg dog vænnet mig mere og mere til tanken om at være hjemme, og da vi kom ind i juli måned føltes det helt mærkeligt, at jeg rent faktisk skulle tilbage til Santa Barbara. Jeg havde dog en god sommer med besøg fra Eli, der kom til København, hvor vi var i på Grøn Koncert etc., en uges ferie hos moster og onkel i deres hus i Sydfrankrig sammen med min mor og veninde Sara og ikke mindst besøg fra Jessie, der kom hele vejen fra Californien (efter en uges pitstop på Hawaii) for at besøge mig i DK.

Nu er jeg så tilbage i Santa Barbara, og det har været lidt af en hård start. Jeg ankom til LA søndag kl. 22.30 og kl. rundede sig 2.30, før jeg var tilbage i Santa Barbara. Flyveturen gik udmærket. Turen med SAS var som det skulle være, selvom jeg nærmest ikke kunne overskue at skulle flyve 4 timer mere (udover de 8 jeg allerede havde fløjet fra KBH til Chicago), men der gik ikke længe inden jeg snorksov på flyet med United til Los Angeles. Jeg var på en eller anden måde havnet på Economy extra på United Airlines flyet og sæder og benplads svarede nærmest til, hvad Business har på SAS flyene (det kunne de lære noget af!), men til trods for den luksus, så sov jeg mig fra de gratis drinks og ”godbidder” man får på Economy Extra.
Efter ankomsten til Santa Barbara var det på hovedet i seng, men jeg vågnede selvfølgelig, lysvågen, kl. 6.30 mandag morgen.
Her de første par dage har jeg prøvet at få mit skema til at gå op. Da jeg meldte min ankomst til skoleavisen fik jeg også den nyhed, at jeg er blevet valgt til den nye ”Arts&Entertainment” redaktør, så de klasser jeg havde meldt mig til blev ikke til megen nytte, da jeg skal være med til redaktionsmøder 3 gange om ugen, så de første par dage er altså gået med at prøve at komme ind i klasser, der desværre allerede er overbooket. Jeg formåede dog at komme ind i den mest nødvendige og i stedet må jeg tage den anden online, men det går nok også. Svært tynget af et enormt jetlag her de første par dage har jeg så gået igennem hele opstartsforløbet med introduktion og velkomst. Samtidig er jeg selvfølgelig blevet syg igen. Den lungebetændelse jeg så småt var kommet mig over er blevet endnu værre og jeg hoster nu igen som en gal. Jeg har ondt i hele kroppen, hoster, har feber og har ingen energi. Nu kan jeg vel kun se frem til den næste måneds tid, hvor jeg kan prøve at komme mig over det igen igen.

Ellers har jeg allerede bare travlt. Vores lejlighed ligner noget nær Jerusalems ødelæggelse med flyttekasser og møbler og underlige ting jeg slet ikke aner hvad er over alt! I dag fik jeg dog, til Jessies store overraskelse over min styrke (!?) ommøbleret lidt (her taler vi sofaer og skabe og diverse andre tunge møbler), mens hun var på arbejde. Nu er det bare lidt nemmere at gå til og få ryddet op, for jeg kan ikke leve i sådan et rod her i særlig lang tid. Ellers er lejligheden fin. Den er ikke så stor som den gamle lejlighed og jeg savner den allerede lidt, men her er fint til kun os to. Selve lejlighedskomplekset minder mig lidt om noget jeg har boet i en gang jeg var på Gran Canaria, men her er 99 lejligheder, mange unge der bor her, og en rigtig lækker opvarmet pool og grillområde, så indtil videre er jeg glad for at bo her. Jeg vil gerne vise billeder herfra, men det må blive når vi får organiseret det hele lidt mere.
”Jobbet” som medredaktør er også allerede stressende. Jeg har allerede tre artikler, der skal afleveres tirsdag, hvor jeg også selv skal møde kl. 8.00 og designe og redigere avisen. Derudover har vi møder tre gange om ugen – mandag, onsdag og fredag – samtidig med at jeg skal holde styr på, hvad folk skriver. Indtil videre er det dog sjovt. Der er også en meget bedre stemning på holdet end sidste år. Først og fremmest fordi jeg nu er en af de ”seje”, men også fordi alle dem, der var så fine på den sidste år er flyttet videre til nye skoler, og det er meget mere hyggeligt at komme ind på redaktionsrummet. I dag havde vi så det første avismøde og en hel masse mødte op, så det ser ud til at vi får en masse reportere.

Ellers sker der ikke så meget, det meste går bare ud på skole og oprydning her de første par dage. Mandag er (heldigvis) fridag (Labour day), så vi får en god lang weekend.

Jeg har ikke haft mulighed for at gå på nettet og får det heller ikke lige med det samme, da vores internet selvfølgelig ikke virker. Der var en mand ude at kigge på det igår, og på en eller anden måde er det lykkedes en eller anden klaphat at få dækket internetkablet, da de har lagt nyt gulv ind før Jessie og jeg flyttede ind. Så nu kommer de på onsdag og skal ind under bygningen og have kablet op i vores lejlighed, så forhåbentligt får vi det fra på onsdag. Indtil stjæler vi bare naboernes internet, men det rækker ikke til meget, så det var lidt før jeg er 100 % tilbage online.

Jeg håber ellers I har det godt i DK.
Katrine :)