Friday, January 23, 2009

New York

Vi er endelig hjemme fra New York. Det har været nogle stressede dage med minus-grader, sne og travle new yorkere. Jeg sidder nu tilbage med lidt spredte følelser ang. New York. Jeg troede faktisk, inden vi besøgte byen, at jeg ville være vildere med New York og østkysten end jeg er med Californien, da det jo eftersigende skulle være mere "europæisk". Tilgengæld lander New York ikke øverst på listen over mine favoritdestinationer.

1. Byen er ganske enkelt alt for beskidt. Det er selvfølgelig en storby etc., men det er stadig ti gange mere beskidt i New York end i byer som Los Angeles, San Francisco, London etc. Det er selvfølgelig det man kan forvente, når man rejser til et sted med flere millioner indbyggere, turister, hjemløse osv. samlet på et område, men Jessie og jeg blev begge hurtigt trætte af konstant at lugte som subwayen. Lige meget om vi kørte et stop eller 10 stop med subwayen, så synes jeg konstant, at jeg havde den der indelukkede/beskidte lugt i mit hår og på mit tøj.

2. Det er et turistmekka. Jeg havde det til tider som om jeg befandt mig på den lokale shoppinggade i Alanya, Tyrkiet eller andre rejsedestinationer udelukkende påtænkt turister. Det er da sikkert noget andet, hvis man bor der fast, men aldrig har jeg været mere irriteret over folk, der vil sælge mig ting. Jeg kan forstå det, hvis jeg tager til Kina eller Indien eller steder som disse, men bare det at tage op i Empire State Building var lidt af en prøvelse for os, da folk på hvert hjørne prøvede at sælge os ting.

3. Byen og New Yorkerne er alt for stressende. Jeg tror det kommer sig af, at New York og dens inbyggere har kørt sig selv op i den tro, at byen er et fantastisk sted, og det kunne det bestemt også være, hvis det ikke var fordi folk har så travlt med at virke travle, at der slet ingen service er. Jeg ved ikke, hvordan de overlever på drikkepenge i New York for lige meget, hvor vi tog hen, så var der enormt ringe service alene af den grund, at dem der var der for at servicere os selvfølgelig havde enormt travlt med alt muligt andet.

Det var selvfølgelig ikke alt sammen dårligt, vi havde en god tur, og jeg er glad for, at jeg har fået set de ting, vi så, men det bliver nok ikke et af de steder jeg bare MÅ se igen. Jeg tror to år i Californien har forkælet mig lidt, når det kommer til en mere service-minded, afslappet kultur istedet for den rent udsagt uforskammede, stressende kultur de har i New York. En anden ting vi lagde mærke til var, at maden var enormt ringe. Vi spiste ude et par gange, både morgenmad, frokost og aftensmad, og lige meget hvor vi endte, om det var den billige ende eller den dyere ende, så var maden ikke særlig god. Jeg må indrømme at de to bedste måltider vi havde var en pizza på et mini-pizzaria i Little Italy og en hamburger fra Wendy's (burger-kæde a la Burger King) i lufthavnen på vej hjem.
Men jeg er som sagt glad for at vi fik set de ting vi så.
Vi landede der d. 15. januar og det var minus 5'C udenfor. En anderledes slags kulde end jeg er vant til fra DK, hvor det er koldt, fordi det blæser, men i New York er det en slags kulde, der går direkte igennem knoglerne på en.
Vi tjekkede ind på vores hotel i uptown, east side, hvor vi fik vores mini-værelse på størrelse med en skotøjsæske. Værelset var dog udmærket og selvfølgelig hvad vi havde betalt for, da vi havde fået det ret billigt.
Vi lavede ikke så meget den første dag, da vi var trætte og lige skulle lære at finde rundt i området.
Dagen efter tog vi til Times Square, hvor vi shoppede, kiggede i butikker og stod i kø i minus 5'C i ca. en time for at få billetter til et Broadway show til halv pris. Vi endte med at få billetter til musicalen Chicago, som vi så så samme aften. Det viste sig dog at være en forfærdelig musical. Ikke pga. musicalen, som vi begge kendte i forvejen, men pga. de skuespillere, der var med, der hverken kunne synge eller danse. Jeg formåede dog at tage mig en lille lur midt i første akt og jeg følte alligevel ikke, at jeg var gået glip af noget i forestillingen. Vi var derfor ret skuffede, da Jessie har set musicals i Hollywood og jeg har set musicals i London, så vi regnede selvfølgelig med at Broadway ville være det helt store, men jeg har ingen anelse om, hvordan de skuespillere nogensinde er nået til Broadway.
Dagen efter var vi i Central Park, hvor vi gik en tur og kiggede på alle skyskraperne, der omringer parken. Vi tog derefter på American Museum of Natural History. Det er et kæmpe museum, hvor vi sagtens kunne have brugt flere dage, men i stedet brugte vi et par timer på at se udstillingerne om dinosauere (plus en film om dinosauere), menneskets udvikling og undervandsliv, hvilke alle var enormt spændende.
Vi havde kun booket vores hotel for 3 dage, så i mellemtiden havde vi fundet et nyt hotel. Et meget hyggeligt, lidt dyere hotel på the Upper West Side, med udsigt over Hudson floden og skyskraperne.
De næste par dage så vi så Statue of Liberty og Ellis Island. Det sneede enormt, da vi tog ud for at se de to ting, så der var helt hvidt og rigtig hyggeligt. Det var sjovt at se Statue of Liberty, der dog viste sig at være meget mindre, end hvad jeg havde troet. Immigrationsmuseet på Ellis Island var også spændende, men igen igen var over halvdelen af udstillingerne ude af drift, så det var lidt skuffende.
Derefter tog vi til Chinatown og Little Italy, hvor vi gik en tur og spiste pizza.
Den sidste dag var d. 20. januar, hvor Barack Obama blev indsat som ny præsident i USA og det fejrede vi ved at drikke champagne og spise jordbær, mens vi så det live på CNN. Vi havde overvejet at tage til Times Square for at se det på en storskærm dernede, men minus 5'C lød ikke for indbydende, så i stedet valgte vi at blive på vores hotelværelse. Efter indsættelsen af Obama tog vi over til en skøjtebane for at stå på skøjter. Det viste sig dog, at man stod på skøjter på plastik og ikke is, så det var ikke den bedste oplevelse. Det var stadig som at stå på skøjter, men bestemt ikke som at løbe på is.
Til sidst tog vi op i Empire State Building, som, til trods for førnævnte problem med folk, der prøvede at sælge os ting, faktisk var en fantastisk oplevelse.

Så alt i alt bliver New York ikke min yndlingsdestination. Der er selvfølgelig ting, som jeg godt kan lide ved New York - f.eks. deres offentlige trafik (subwayen), der fungerer fantastisk og mindsker trafikken i selve byen - man ser stort set kun taxier på gaderne - og det faktum, at hvis man køber tøj og sko for under $150, så skal man ikke betale moms af varerne.

Jeg er glad for at jeg endelig har fået set New York, men jeg tror aldrig vi har været så glade for at være tilbage i Californien som vi var da vi kom hjem igår. Vores venner bliver ved med at sige, at vejret har været sindssygt godt, mens vi var væk, men vi er ovenud lykkelige for at være tilbage til trods for, at det regner og det "kun" er omkring 18'C.

Vi brugte det meste af dagen i går på at gøre rent og vaske tøj og komme af med stanken af New Yorks subway. De næste par dage skal vi nok bare slappe lidt af og have styr på en masse inden næste semester starter på mandag. Det bliver godt at komme tilbage til skolen, jeg glæder mig faktisk, men helt sikkert også hårdt, da jeg har meldt mig til en masse krævende timer. Jeg kan dog sove lidt længere, da jeg har fri hver mandag, så jeg regner med jeg bare lige skal et smut forbi skoleavisen, men ellers ikke det store.

Jeg lægger nogle nye billeder ind på: http://katrinesbcc.bilddagboken.se/p/main.html
så snart jeg får tid. Jeg håber I har det godt i DK.

Katrine :)

Tuesday, January 6, 2009

Og karaktererne er....

En lille update.

Jeg har nu endelig fået alle mine karakterer for sidste semester. De blev som følger:

Newspaper Journalism: A
The Channels - Publishing of the Student Newspaper: A
Introduction to Film: B
Photojournalism: B
Media, Culture and Society: B

Så det er jeg stærkt tilfreds med - A'er og B'er - så det kan jo ikke være bedre. Jeg ærger mig lidt over fotojournalistik og introduktion til film, da jeg må indrømme, at jeg blev lidt doven til sidst. Jeg kunne nok godt have fået et A i begge disse fag, men jeg havde så travlt som redaktør på skolebladet, at jeg var så udkørt, når jeg kom hjem, at lektier af og til svipsede hist og her. Men jeg er nu tilfreds nok med A'er og B'er. Så længe jeg ikke får C'er.
Desuden har jeg hørt fra min lærer, der skrev til mig, at hun endnu ikke har tildelt de forskellige redaktørposter for næste semester, men at hun "virkelig vil ønske, at jeg kommer med på holdet næste semester", så jeg er ret sikker på en redaktørstilling igen næste semester. Jeg håber stadig på stillingen som "Features Editor". Forhåbentligt er der lidt løn igen næste semester, selvom jeg tvivler på det, da skolen ikke har mange penge tilbage, og det vil se godt ud på mit CV, at jeg er redaktør igen næste semester. Så det satser jeg på.

Jeg har allerede meldt mig til nye klasser næste semester og mit skema næste semester vil være således:

Mandag: Fri
Tirsdag: English 111, Critical Thinking and composition through litterature, Channels Newspaper lab, Photo 1.
Onsdag: Editorial Board (hvis jeg altså bliver redaktør), Survey of Multimedia Tools,
Torsdag: Channels Newspaper lab, English Critical Thinking and composition through litterature.
Fredag: Redaktørarbejde.

Så udover, at det uden tvivl bliver endnu et stresset semester med krævende klasser og masser af arbejde på skoleavisen, så glæder jeg mig faktisk lidt til at komme tilbage til skolen og arbejdet på avisen. Det bliver hårdt, men jeg har heldigvis en "forlænget weekend", hvor jeg har fri hver mandag, og forhåbentligt kan jeg få lavet mine lektier og stresset lidt af om mandagen.

Ellers sker der ikke så meget. De sidste par dage har jeg bare været sammen med en masse venner. Søndag aften var jeg i byen med Oscar, Brian og Valeria, og det var superhyggeligt.
Mandag mødtes jeg til brunch med Daniela på det her hyggelige, lille franske sted, hvor de laver franske crepes og svarer en fornærmet på fransk, når man spørger dem noget - det er meget autentisk og fransk, men hyggeligt.
Senere var Jessie og jeg ude hos Daniela i Goleta, hvor vi lavede mad og så film til kl. 3 om natten, så det var også hyggeligt. Idag tirsdag har jeg haft en afslappet dag og sidder pt. på min lokale coffee shop, Coffee Cat, og bruger deres internet - bare for at komme lidt ud.

Ellers sker der ikke så meget. Det er begyndt at blive varmere, så det er dejligt. Det er selvfølgelig ikke lige så koldt som DK, men det har været koldt og det er endelig begyndt at blive varmere igen, så det er dejligt.

Jeg håber, I har det godt i DK.
Katrine :)

Friday, January 2, 2009

2009

Hej allesammen,

et forsinket "godt nytår" til jer alle og her en lille opdatering fra det nye år 2009.

Jeg havde endnu et godt californisk nytår til trods for de danske traditioner som jeg synes gør nytår lidt bedre. Jessie og jeg havde snakket om at tage et spontant smut til San Francisco for at fejre nytår deroppe, men vi ville ikke køre derop alene og Jessies veninde Katelyn som har været på besøg ville ikke med os, så vi endte med at blive i Santa Barbara.
Jeg fortalte Jessie, for sjov, at i min familie er det en tradition at spise hummer nytårsaften, så det syntes Jessie også, at vi skulle have. Vi kørte ned på havnen og købte en sprællevende hummer som vi så havde værsgo selv at slå ihjel. Jeg har set min far gøre det et par gange, så jeg tænkte, at det selvfølgelig ikke kunne være så svært.
Jessie havde meget sødt spurgt om hummere ikke skriger, når man putter dem i det kogende vand, men det kunne jeg så forsikre hende om, at det var jeg ret sikker på de ikke gør :)
Tiden kom så til, at vi skulle have tilberedt hummeren. Jeg fik den pakket ud af posen og Jessie fik pludselig medlidenhed med den, da den lå der på køkkenbordet og kiggede på os med sine små, fugtige øjne. Jeg synes dog, at den havde været lige lovligt dyr nok til, at vi bare slap den ud i havet igen, så koges skulle den.
Bevæbnet med en ske i den ene hånd, en gryde kogende vand på komfuret og en hummer i den anden hånd var jeg klar til at kaste den i det kogende vand. I et sidste forsøg på overlevelse valgte hummeren dog at sprede sine ben nærmest udover gryden og i stedet måtte jeg, af hensyn til mig selv og af hensyn til dens mindst mulige smertefulde død, bekæmpe den med grydeskeen og til sidst fik jeg den i det kogende vand. Hummere er en del stærkere end jeg havde regnet med. Om de skriger, når de rammer det kogende vand fandt vi aldrig ud, for både Jessie og jeg skreg af frygt for hummeren, der havde besluttet sig for, at det ikke var en god dag at dø.
Godt smagte den dog, og jeg fik tilberedt en lækker nytårs-middag med hummer og tilbehør og en efterfølgende bøf med kartofler og grøntsager.
Vi havde forinden snakket med Daniela, der ville komme forbi, da hun ikke havde så meget at lave nytårsaften, men hendes familie er på besøg og hendes forældre endte med at holde nytår hjemme, så hun kunne ikke komme alligevel. Hen ved 22 tiden følte Jessie og jeg os alligevel som to ældre damer, der ikke rigtig gad det der "nytår", så da Oscar som jeg arbejder med på skoleavisen sms'ede at vi skulle komme til hans fest kørte vi over til ham. Det var ikke den bedste fest og det var ikke de mest interessante mennesker, men vi fik da skålet det nye år ind og det var alligevel en vældig god aften.

1. januar vågnede både Jessie og jeg sent og tog det stille og roligt med morgenmad. Vi så på nettet, at de har en udendørs skøjtebane i Santa Monica, så vi besluttede os for at tage ned til Santa Monica nede ved Los Angeles. Vi kørte ad highway 1 eller California Pacific Highway som den også kaldes og det var utroligt smukt at køre ude ved klipperne, se vandet, pelikanerne svæve i vinden, de røde bjergsider, sportsvogne, der susede forbi og kaktuser, der gror på klipperne.
Endelig nåede vi til Santa Monica, hvor vi først gik en tur på molen og derefter spiste noget lækker sushi. Derefter shoppede vi lidt, gik en tur på 3rd st. Promenade (shopping-gade) og kiggede på gademusikanter, gøglere og tyveknægte.
Til sidst fandt vi skøjtebanen, men da Jessie aldrig har stået på skøjter før og da jeg ikke har gjort det siden jeg var 14-16 år gad vi ikke rigtig at ofre $10 for den lille time banen stadig var åben. Desuden havde vi glemt handsker, og der var propfyldt med mennesker, så i stedet vil vi se om der er en skøjtebane, når vi tager til New York, så Jessie kan få prøvet at stå på skøjter for første gang i sit liv.

For vi tager nemlig til New York City fra d. 15. januar til d. 21. januar. Hverken Jessie eller jeg har været der før, så vi glæder os rigtig meget til at se byen og alle de ting man jo nu engang skal se derovre.
Så det bliver godt lige med en lille "mini-ferie" uden for Californien, så jeg kan få set lidt andet.

Det nye semester starter først d. 24. januar, så det passer perfekt.

Ellers går det godt. Jessie har haft fri et par dage her omkring nytår, men er nu tilbage og arbejder to jobs. Jeg slapper lidt af i dag, men imorgen er vi blevet inviteret til film aften/middag hos Daniela, da hendes familie er taget hjem.

Tak for alle de julegaver/hilsner jeg modtog omkring jul. Jeg kan bruge det hele og jeg har slik til de næste mange måneder. Jeg er ikke den store slikspiser, så jeg overvejer at sælge noget af slikket til naboens børn, hvis de ikke sladrer til deres forældre, men ellers så må jeg jo dele lidt ud af det til mine venner. Det er dog rart med lidt slik hjemmefra, men jeg har nok til de mange næste måneder!

Ellers ikke de store nyheder. Jeg håber, I har det godt, og at I kom godt ind i det nye år.

Jeg lægger snarest muligt nogle nye billeder ind på: http://katrinesbcc.bilddagboken.se/p/main.html

Katrine :)