Monday, March 31, 2008

Besøg af Ida og SPRING BREAK!

Mor og Henrik tog hjem tirsdag i sidste uge og om torsdagen kom Ida så. Hun havde sammen med 2 veninde rejst gennem USA fra Florida til Californien og havde lavet alt fra rideture og dykkerture til Grand Canyon og Death Valley og det lød til at have været en spændende måned. Men jeg kunne godt lidt mærke på hende, at hun trængte til bare at slappe lidt af, da hun endelig kom op til mig her i Santa Barbara. Så vi var ude at se college, nede på stranden, ude at spise, i biografen, og selvfølgelig ude at shoppe. Det har været nogle rigtig hyggelige dage. Det er lidt sjovt med Ida, selvom vi ikke ser hiannden i lang tid, så klikker vi med det samme vi ser hinanden igen og har det sjovt og hygger os, så det var nogle hyggelige dage.
Jeg har lige sat hende på bussen her til morgen, så hun er hjemme engang imorgen eftermiddag/aften.

I torsdags fik jeg så også Spring Break, så nu har jeg en uge hvor jeg kan slappe af. Det er dejligt. Var ved at stresse ret meget, men det har nok været fordi der har været så mange mennesker at besøge mig og jeg jo gerne vil være sammen med dem, men samtidig var jeg også nødt til at gå i skole og kom træt hjem etc. Nu kommer der nok ikke flere og besøger mig, så på en måde bliver det også underligt at skulle være her alene igen, men jeg har lovet mig selv at fokusere 100 procent på skolen resten af semesteret nu hvor jeg kan igen, så jeg kan få indhentet alt det forsømte.
Men i den her uge har jeg ihvertfald Spring Break. Eli er med sin familie i San Francisco, men de kommer tilbage i aften og Cecilia er med en veninde fra Sverige i Hollywood og kommer også først tilbage i aften, så jeg skal bare lige rydde lidt op og gøre lidt rent i dag plus at jeg skal have kigget på nogle ting til skolen etc. inden jeg kan slappe helt af og holde lidt fortjent ferie.

Imorgen tager jeg nok med Jessie til LA. Hun skal ned og snakke med nogle på UCLA da hun gerne vil gå der efter SBCC, og jeg vil egentlig gerne se hvordan campus ser ud, det er jo meget større en SBCC, så det vil jeg gerne lige opleve. Og meget tidligt onsdag morgen kører vi så til San Francisco så vi kan være deroppe ved 13-tiden, hvor vi så bliver til fredag. Hvis vi har tid tager vi også et smut i Redwood skoven og ser de store træer. Glæder mig til at se det hele deroppe, for har jo ikke været deroppe endnu.

Ellers skal jeg bare slappe af de sidste par dage af ferien og så er det i skole igen. De fleste amerikanere etc. tager til Mexico eller Hawaii på Spring Break. Jeg havde snakket med Eli om Hawaii da jeg gerne vil prøve Hawaii og det jo er en del lettere at komme derover herfra, men Elis søster er her når hendes familie tager hjem, så det kunne vi ikke. Og jeg har egentlig ikke den store lyst til at tage til Mexico. De fleste tager derned fordi man kun skal være 18 for at drikke i modsætning til de 21 år her i USA, men de fleste amerikanere er heller ikke 173 cm høje blondiner med blå øjne og når jeg knap nok kan gå i fred for mexicanere her i Santa Barbara, så ved jeg ikke hvordan jeg ville have det med at tage helt til Mexico. Så nu bliver det San Francisco, men det glæder jeg mig også til for har jo ikke været der endnu.

Jeg håber, I alle har det godt, det har jeg.

Der er lidt nye billeder på: http://bilddagboken.se/p/main.html

Tuesday, March 25, 2008

Santa Monica, Venice Beach, Hollywood, Universals og alt for meget sol sammen med mor og Henrik

En lille opdatering herovre fra, da det er et stykke tid siden sidst.
Fra fredag til tirsdag morgen har jeg været med mor og Henrik i Los Angeles. De flyver hjem senere idag tirsdag, så vi tilbragte den sidste weekend i Los Angeles sammen.
Turen derned var dog lidt længere end normalt. Vi skulle tage toget kl. 9.21, men det var forsinket oppe nord fra, så vi kom først på ved 11-tiden. Efter at have kørt lidt standsede toget endnu engang uden nogen rigtig vidste hvorfor, men togchaufføren sagde så senere at der var sket noget på stationen foran os, så vi måtte vente "in the middle of nowhere".
Lidt senere fik vi så at vide at der var sket en personpåkørsel og at det højst sandsynligt var et selvmord, så mens de gjorde rent etc. dernede, måtte vi pænt vente i 2 timer. Så endelig, efter 5 timers tog og en times bus med en flok mærkelige mennesker, der højst sandsynligt var flygtet fra cirkus (det er jo LA) ankom vi endelig til Santa Monica. Vi boede på et hotel lige ved vandet og tæt på downtown, så det var rart.
Lørdag tog vi til Hollywood for at se Walk of Fame, skiltet og alle de mærkelige mennesker. Det er min 5. gang jeg er der tror jeg, men det er stadig sjovt. Der er så mange turister på det sted og en masse skøre mennesker, så det er altid sjovt at se.
Søndag gik vi så hele vejen langs stranden fra Santa Monica til Venice Beach (der er ikke specielt langt men hvis en amerikaner havde hørt at vi gjorde det var han jo faldet om af chok, og desuden var det enormt varmt den dag). På Venice Beach spiste vi frokost, så en masse skøre mennesker, kunstnere der solgte deres ting, og selvfølgelig bodybuilderne på muscle beach. Det hele var rigtig skørt, men også en sjov oplevelse. Vi var dog enormt trætte da vi nåede hjem efter al den sol og varme. Det var mindst 25'c og jeg har nu en meget underlig brun7orange/pink farve, men i det mindste ser jeg ikke dansker-bleg ud mere, så nu falder jeg i med de lokale.
Mandag tog vi så i Universal studios. vi bestilte en bil, der kørte os derud, så vi var der ved 10-tiden. Vi fik prøvet de fleste af tingene, og det var rigtig spændende. Det er lidt a la Disneyland, men på en anden måde. Det var sjovt at se alle filmene og selvfølgelig at prøve alle forlystelserne bygget over filmene (også selvom mor var meget bleg inden vi prøvede "The Return of the Mummy og selvom hun var den der spurgte om vi ikke skulle have en tur til, da den var ovre). Vi var også på det lille tog der kører rundt nede langs filmstudierne, og det var sjovt at se alle de studier, man har set fra film og se hvor små og "grimme" de egentlig er, når de ligner rigtige steder på filmene. Vi så dog ingen kendte, selvom bl.a. Desperate Housewifes var ved at filme dernede, men vi kørte igennen landsbyen hvor "Jaws" (Dødens Gab) er optaget, blev angrebet af King Kong og overlevede et San Francisco jordskælv på 8,3 på Richterskalaen.
Senere tog vi en tur op og ned af gaderne i City Walk uden foran Universal Studios inden vi blev hentet igen kl. 6.30.

Idag tirsdag morgen tog jeg så hjem, meget meget tidligt. Det var meningen, jeg skulle tage toget hjem, men fordi Jessie var hos sin familie i Riverside kom hun og hentede mig på Union Station i LA og vi kørte hjem sammen. Vi havde lidt ekstra tid inden vores timer, så vi stoppede for at kigge lidt i de outlets (butikker med billige varer fra butikker der ikke gider have dem) der ligger i Camarillo syd for Santa Barbara og jeg fandt de Vans sko jeg har gået og kigget på længe, men har været for nærig til at købe - 150 kr. Sammenlignet med de 700 kr. de mindst ville koste i DK er det jo som at stjæle slik fra et barn.

Det var dog lidt underligt at sige farvel til mor og Henrik. Henrik sagde godt nok at nu havde han fået nok af mig og nu kunne han godt unvære mig de næste 2-3 mdr. inden jeg kommer hjem til DK, men det er underligt at have brugt næsten en hel måned med dem og så tager de hjem igen - hjem til sne og kulde. Men nu er der kun 2-3 mdr. til jeg ser dem næste gang.

Ellers går det godt. Jeg har som altid travlt med skole. Jeg har haft midterms i både Communications og Anthropology. Jeg tror det gik ok. I morgen skal jeg have midterm i engelsk og jeg er ikke helt sikker på, hvad det er jeg skal, så det skal jeg lige have kigget på. Men i næste uge er det spring break, så det bliver lækkert med en uges ferie. Jessie og jeg har snakket om San Francisco, så det håber jeg bliver til noget, for jeg vil gerne snart se byen og jeg vil gerne lidt ud og se noget mere end Santa Barbara.

På torsdag kommer Ida dog og besøger mig, så det bliver dejligt at se hende. Hun har været rundt i USA sammen med en veninde, så hun kommer op et par dage for at se hvordan jeg bor.

Jeg håber, I allesammen har det godt.
Der er som sædvanligt billeder på: http://bilddagboken.se/p/main.html

Saturday, March 15, 2008

Turist i Santa Barbara efter 7 mdr. og masser af lektier

De sidste par dage har jeg leget turister sammen med mor og Henrik. Det er lidt sjovt taget i betragting af at jeg har boet i Santa Barbara i 7 mdr. nu. Når jeg er her alene til daglig snakker jeg jo engelsk med folk, så der lægger folk ikke så meget mærke til os, men forleden stod mor, Henrik og jeg nede i supermarkedet og skulle købe noget øl og fordi vi stod og snakkede dansk kom en eller anden tilfældig mand hen og begyndte at forklare os, hvilke øl, der er gode etc. Andre gange prøver folk at fortælle, hvad vi skal se i Santa Barbara, men det hjælper jo ikke så meget, når jeg allerede har boet her i så lang tid og allerede har vist dem alle de steder. Det kan godt være lidt irriterende at være turist i sin egen by, men det er nu også meget sjovt at gense alle de ting man bare SKAL se her i Santa Barbara.

De sidste par dage har vi været på Landshark-tur, som er den her båd med hjul på, der først kører rundt i SB's gader, hvor man ser alle de vigtigste bygninger og ting i byen og derefter går den så i vandet, hvor man så sejler rundt og ser byen fra havs. Vi så også californiske søløver, hvilket var ret sjovt. Jeg har været på turen en gang før, det var der jeg mødte Eli, men det var faktisk sjovt nok, at prøve igen.

Ellers har vi været oppe i SB Courthouse, som er retsbygningen her i SB, som også har en flot have og udsigt udover hele byen fra deres tårn.

I tirsdags var mor og Henrik med oppe og se college inden jeg skulle have time og det er jo et lidt andet "campus" end de danske (selvom mit gymnasium i Faaborg jo blærer sig med at have "Danmark's" smukkeste udsigt, så er det jo intet i forhold til SBCC).

Igår fredag var vi ude at se The Mission som er en gammel spansk katolsk kirke lidt uden for byen. Det er den bedst bevarede mission i USA og den er rigtig flot og de har en flot have etc.

Ellers får både Henrik og mor jo shoppet igennem så det vil noget, og de får købt en hel masse tøj.

Så spiser vi frokost downtown og hygger os.



Samtidig prøver jeg at få lavet lidt lektier om aftenen, da jeg har så mange, men jeg føler lidt at jeg aldrig kommer til bunds i alt det jeg har. Jeg prøver at få lavet det meste og vigtigste. Jeg har jo været så uheldig at være syg hele 2 gange, så der er meget der skal indhentes. Forleden havde jeg en midterm i Linguistic Anthropology og jeg havde ikke læst overhovedet, så jeg fik selvfølgelig et "D" (dumpet!). Jeg synes nu, at det er ret godt klaret, at jeg fik 66 points ud af 100 points taget i betragtning, at jeg slet ikke har åbnet bogen i løbet af semestret. Men min lærer har givet mig lov til at tage midtermen om på onsdag og han siger, at jeg stadig har mulighed for at få et "A" i selve klassen, så nu er det min plan at tage mig ekstra meget sammen resten af semestret så jeg kan beholde mine gode karakterer og ikke mindst mit gennemsnit, min GPA, på 4,0 som jo er det bedste, så jeg må knokle.



Det er nu svært at koncentrere sig om lektier, nu hvor det endelig er blevet sol og sommer igen. De sidste par dage har det næsten været for varmt med sol og 20-25'C. Vi står på rulleskøjter nede ved stranden, går på stranden og sopper (vandet er dog stadig koldt!), cykler og nyder solen og jeg er blevet godt solbrændt (manglede da også bare!).

Idag er det dog lidt halvkoldt fordi det blæser, men Eli og Cecilia har siddet indenfor hele dagen og fuldt med i Sveriges finale i Melodi Grand Prixet (Melodifestivalen) og det var lidt sjovt at gå ned i byen og så finde dem en time senere nøjagtigt samme sted.

Der er lige en lille video af mine skøre (meget svenske) roommates nedenunder, hvor de ser MGP. Det er Hanne i baggrunden, der prøver at komme i kontakt med de travlt optagede svenskere, der er glade for at sangen, som vandt, vandt, men Eli konkluderer at danske Simon Matthew (som selvfølgelig har fået en fin plads på vores væg i stuen) vinder det internationale grand prix (as if!)


Jeg lægger billeder ind på http://www.bilddagboken.se/ så snart jeg får tid, men nu må jeg altså lave lektier. Hyg jer!

Saturday, March 8, 2008

Mor og Henrik på besøg

En lille hilsen for at sige, at Mor og Henrik er kommet godt herover.
Jessie gav et lift igår fredag, da hun jo har bil, og vi tog ned for at hente dem i LAX. Vi stod tidligt op og shoppede et par timer i Beverly Hills shopping-centeret. Det er 8 etager højt og minder meget om Fields i DK, så man bliver aldrig rigtig færdigt derude. Det er lidt for uoverskueligt. Kl. 15 kørte vi så til lufthavnen for at hente mor og Henrik. Turen hjem tog næsten 3,5 time i forhold til de 2 (1,5 når det er Jessie der kører) det plejer at tage fordi der simpelthen var så meget trafik. De var ret trætte efter at have været oppe i 26 timer og de har været lidt "sløve" idag, men ellers er der vist ikke noget jetlag. Idag har jeg vist dem downtown og stranden og molen og vi har spist frokost nede i byen og spist aftensmad på en restaurant sammen med Eli og Cecilia.
Imorgen regner jeg med at vi skal ned og se når kunstnerne udstiller deres ting på stranden om formiddagen og ellers bare slappe lidt af og shoppe lidt og mandag skal jeg jo så i skole igen. I weekend vil vi se om vi kan tage til San Francisco, men det er ihvertfald rigtig dejligt at se dem igen efter ikke at have set dem i 7 mdr. Jeg ved heller ikke, hvad der er sket med min "lille"bror der jo nærmest er 2 hoveder højere end mig nu. Der er sket meget på 7 mdr. Selv mor kalder mig Henrik fordi hun har været vant til kun at skulle sige hans navn hele tiden.
Jeg håber, I har det godt, det har jeg.

Også en lille hilsen til Cecilias (min roommate) mor, som jeg har fået at vide af anonyme kilder, er begyndt at læse min blog, fordi hun synes, at det er sjovt at læse dansk.

Katrine :)

Wednesday, March 5, 2008

Tests, træt, stresset, weekend i L.A. og besøg af mor og Henrik

Jeg har det stadig godt - selvom jeg dog føler mig lidt stresset for tiden. Jeg har enormt mange lektier for og fordi jeg var syg i en uge tidligere på semesteret har jeg stadig en masse ting, som jeg kom bagud med i løbet af den uge.

Arbejdet som "staff writer" på skolebladet tager meget af min tid, men det betaler sig og i sidste uge havde jeg en personlig klumme i bladet. Jeg skrev om, hvor træt jeg er af religiøse folk, der prøver at overbevise mig om, at jeg skal tro på det, de tror på. Der er en del af den slags mennesker her i Santa Barbara og de synes allesammen at ville snakke med mig - den mindst religiøse person i SB. Min engelsklærer har nævnt min klumme 2 gange nu og sagt, at alle i min klasse skal læse den, og da jeg jo ikke ligefrem er den person, der elsker at blive sat i spotlight, så er det lidt "pinligt", men herovre er der ingen Jantelov.

Vores journalistik-lærer giver os kritik hver torsdag efter bladet udkommer om onsdagen og vi får et rødt, gult eller blåt klistermærke alt efter om vores artikler er dårlige, ok eller gode. Hun sagde. at hun ikke brød sig om nogen af klummerne, pånær "Katreeeeeen's" som de kalder mig og jeg havde fået et blåt klistermærke, så det er super. Hun er meget streng, når hun giver kritik, men det er jo den eneste måde vi lærer på, og jeg kan godt lide at hun fortæller, hvad vi har gjort galt og hvordan vi skulle have gjort det istedet. Jeg tror dog at jeg har "sat mig i respekt" hos hende efter at vi har haft 2 tests, hvor jeg har haft den højeste score. Vi har nu hver tirsdag en test, bare for sjov og for at øve os, og det har indtil videre været to grammatik-tests hvor jeg begge gange har fået flest point. Det er lidt ironisk, når jeg er en af de eneste udlændinge i klassen at jeg så er bedre til grammatik end dem, hvis modersmål er engelsk. Men måske er det fordi jeg har lært engelsk som et andetsprog og derfor har lært alle reglerne etc. Jeg klager dog ikke, for vores lærer belønner "vinderen af testen" med et gavekort til supermarkedet Trader Joe's, så indtil videre har jeg $20 at købe ind for. De andre siger, at det ikke er fair og at de er ved at sultne, men jeg satser på at vinde alle quizzerne resten af semesteret - når jeg ikke må arbejde, må jeg jo tjene penge på en anden måde.



Ellers har jeg lige haft en "midterm" (eksamen) i linguistic anthropology idag. Det gik... ikke videre godt. For det første er vores lærer mindst 200 år gammel, så man får slet ikke noget ud af timen og det er selvstudering (hvis det er et ord) det hele og fordi jeg er lidt bagud og fordi jeg har så travlt med alle mulige andre skoleprojekter, så er det ikke meget jeg får læst i vores bog. Men som alle andre amerikanske tests, så var det selvfølgelig multiple choice hvor man bare skulle svare a,b eller c, så forhåbentligt har jeg været heldig. Det er lidt ekstra svært fordi jeg skal lære alle begreberne på engelsk, jeg kender en del fra da jeg havde latin, men nu er det jo så på engelsk. Det gik dog op for mig hvor god jeg er til det internationale fonetiske alfabet, hvilket jeg ikke rigtig forstod før jeg kom i tanke om at det er det de bruger i ordbøger - og dem bruger jeg jo hele tiden modsat amerikanerne, der kæmper med det internationale fonetiske alfabet. Men nu må vi se hvordan testen gik. Forhåbentligt bedre end et "F" og så må jeg igang med at læse, så jeg kan beholde mit gennemsnit.



Her i weekenden var jeg med Jessie i L.A. Hun havde en koncert (hun studerer musik og synger i kor etc.) i Van Nuys (forstad til L.A.), så da hun øvede sig lørdag formiddag lavede jeg lektier på Starbucks. Derefter tog vi på The Getty museum, der er verdens rigeste museum. Desværre havde jeg haft det rigtig skidt i et par dage forinden med stærk kvalme og ondt i maven og jeg var ikke helt på toppen, hvilket var lidt ærgerligt, da det virkelig var et flot museum og udstillingerne var spændende. Vi fik dog set lidt forskellige udstillinger og installationer, før vi tog til vores hotel.
Næste dag tog vi til West Hollywood. Egentlig kun fordi der ligger en H&M og det savner jeg, da der ikke er nogen her i SB, men det viste sig at der er rigtig hyggeligt i WeHo og at de havde en masse seje butikker. Vi tog også et smut i Beverly Hills centeret. Om aftenen havde Jessie så sin koncert og efter den tog vi ud og spiste med to af hendes venner fra koret. Mandag tidlig morgen kørte vi så tilbage til SB, så det var en rigtig hyggelig dag.

På fredag går turen tilbage til L.A., da jeg skal ned og hente mor og Henrik. Jessie har lovet at hjælpe, da hun jo har en bil, så vi tager derned tidligt fredag morgen, da vi slet ikke blev færdige med at kigge i Beverly Hills centeret, der har 8 etager, og kl. 15 tager vi så ud og henter mor og Henrik. Det skal nok blive rigtig godt at se dem efter så lang tid, så jeg glæder mig.

Ellers er vejret super. 20'C og solskin hver dag, så det lækkert.
Jeg håber, I alle har det godt. Der er som sædvanligt nye billeder på: http://katrinesbcc.bilddagboken.se/