Friday, January 2, 2009

2009

Hej allesammen,

et forsinket "godt nytår" til jer alle og her en lille opdatering fra det nye år 2009.

Jeg havde endnu et godt californisk nytår til trods for de danske traditioner som jeg synes gør nytår lidt bedre. Jessie og jeg havde snakket om at tage et spontant smut til San Francisco for at fejre nytår deroppe, men vi ville ikke køre derop alene og Jessies veninde Katelyn som har været på besøg ville ikke med os, så vi endte med at blive i Santa Barbara.
Jeg fortalte Jessie, for sjov, at i min familie er det en tradition at spise hummer nytårsaften, så det syntes Jessie også, at vi skulle have. Vi kørte ned på havnen og købte en sprællevende hummer som vi så havde værsgo selv at slå ihjel. Jeg har set min far gøre det et par gange, så jeg tænkte, at det selvfølgelig ikke kunne være så svært.
Jessie havde meget sødt spurgt om hummere ikke skriger, når man putter dem i det kogende vand, men det kunne jeg så forsikre hende om, at det var jeg ret sikker på de ikke gør :)
Tiden kom så til, at vi skulle have tilberedt hummeren. Jeg fik den pakket ud af posen og Jessie fik pludselig medlidenhed med den, da den lå der på køkkenbordet og kiggede på os med sine små, fugtige øjne. Jeg synes dog, at den havde været lige lovligt dyr nok til, at vi bare slap den ud i havet igen, så koges skulle den.
Bevæbnet med en ske i den ene hånd, en gryde kogende vand på komfuret og en hummer i den anden hånd var jeg klar til at kaste den i det kogende vand. I et sidste forsøg på overlevelse valgte hummeren dog at sprede sine ben nærmest udover gryden og i stedet måtte jeg, af hensyn til mig selv og af hensyn til dens mindst mulige smertefulde død, bekæmpe den med grydeskeen og til sidst fik jeg den i det kogende vand. Hummere er en del stærkere end jeg havde regnet med. Om de skriger, når de rammer det kogende vand fandt vi aldrig ud, for både Jessie og jeg skreg af frygt for hummeren, der havde besluttet sig for, at det ikke var en god dag at dø.
Godt smagte den dog, og jeg fik tilberedt en lækker nytårs-middag med hummer og tilbehør og en efterfølgende bøf med kartofler og grøntsager.
Vi havde forinden snakket med Daniela, der ville komme forbi, da hun ikke havde så meget at lave nytårsaften, men hendes familie er på besøg og hendes forældre endte med at holde nytår hjemme, så hun kunne ikke komme alligevel. Hen ved 22 tiden følte Jessie og jeg os alligevel som to ældre damer, der ikke rigtig gad det der "nytår", så da Oscar som jeg arbejder med på skoleavisen sms'ede at vi skulle komme til hans fest kørte vi over til ham. Det var ikke den bedste fest og det var ikke de mest interessante mennesker, men vi fik da skålet det nye år ind og det var alligevel en vældig god aften.

1. januar vågnede både Jessie og jeg sent og tog det stille og roligt med morgenmad. Vi så på nettet, at de har en udendørs skøjtebane i Santa Monica, så vi besluttede os for at tage ned til Santa Monica nede ved Los Angeles. Vi kørte ad highway 1 eller California Pacific Highway som den også kaldes og det var utroligt smukt at køre ude ved klipperne, se vandet, pelikanerne svæve i vinden, de røde bjergsider, sportsvogne, der susede forbi og kaktuser, der gror på klipperne.
Endelig nåede vi til Santa Monica, hvor vi først gik en tur på molen og derefter spiste noget lækker sushi. Derefter shoppede vi lidt, gik en tur på 3rd st. Promenade (shopping-gade) og kiggede på gademusikanter, gøglere og tyveknægte.
Til sidst fandt vi skøjtebanen, men da Jessie aldrig har stået på skøjter før og da jeg ikke har gjort det siden jeg var 14-16 år gad vi ikke rigtig at ofre $10 for den lille time banen stadig var åben. Desuden havde vi glemt handsker, og der var propfyldt med mennesker, så i stedet vil vi se om der er en skøjtebane, når vi tager til New York, så Jessie kan få prøvet at stå på skøjter for første gang i sit liv.

For vi tager nemlig til New York City fra d. 15. januar til d. 21. januar. Hverken Jessie eller jeg har været der før, så vi glæder os rigtig meget til at se byen og alle de ting man jo nu engang skal se derovre.
Så det bliver godt lige med en lille "mini-ferie" uden for Californien, så jeg kan få set lidt andet.

Det nye semester starter først d. 24. januar, så det passer perfekt.

Ellers går det godt. Jessie har haft fri et par dage her omkring nytår, men er nu tilbage og arbejder to jobs. Jeg slapper lidt af i dag, men imorgen er vi blevet inviteret til film aften/middag hos Daniela, da hendes familie er taget hjem.

Tak for alle de julegaver/hilsner jeg modtog omkring jul. Jeg kan bruge det hele og jeg har slik til de næste mange måneder. Jeg er ikke den store slikspiser, så jeg overvejer at sælge noget af slikket til naboens børn, hvis de ikke sladrer til deres forældre, men ellers så må jeg jo dele lidt ud af det til mine venner. Det er dog rart med lidt slik hjemmefra, men jeg har nok til de mange næste måneder!

Ellers ikke de store nyheder. Jeg håber, I har det godt, og at I kom godt ind i det nye år.

Jeg lægger snarest muligt nogle nye billeder ind på: http://katrinesbcc.bilddagboken.se/p/main.html

Katrine :)

No comments: