Farvel og tak!

Tiden naermer sig saa smaat til, at jeg vender snuden tilbage mod Danmark. Jeg er langt fra klar, da jeg endnu har en masse, der stadig skal ryddes op i og som skal pakkes ned i mine kufferter, der synes alt for smaa til de mange ting og sager og gode oplevelser, som jeg har haft over de sidste to aar. To aar. Det er helt underligt at taenke tilbage paa, hvordan jeg rent faktisk har boet her de sidste to aar. Tiden er floejet afsted. Hvad der foerst virkede som, hvad der ville blive et lang aar vaek hjemmefra og et langt aar uden familie og venner blev pludseligt til to aar helt alene. Og dog alligevel ikke. Det er enormt trist at skulle sige farvel til alle de gode venner jeg efterhaanden har faaet. Men paa samme tid er jeg ved at vaere klar til at tage hjem - altsaa hvis man lige traekker det fra, at jeg stadig har en masse oprydning og rengoering og pakning, der skal ordnes inden jeg kan saette mig op i flyveren i LAX paa tirsdag d. 2. juni.
Jeg ved slet ikke, hvordan det er lykkedes mig at samle alle de ting sammen, som jeg aabenbart har faaet samlet sammen over de sidste to aar. Hvad der bare skulle have vaeret nogle midlertidige moebler til mit lille "amerikaner-eventyr" blev til mit hjem, og nu hvor jeg er begyndt at saelge ud af det, foeles det enormt maerkeligt at have fremmede mennesker til at gaa igennem ens stue og sige "den der koeber jeg" eller "nej, den der vil jeg ikke have". Fremmede mennesker, der vaelger og vrager mellem ting, der har vaeret centrum i ens liv over de sidste to aar.
Det var egentlig meningen, at jeg skulle have solgt moeblerne til en dansk pige, der kommer herovre til august. Det havde vaeret smart baade for mig, der jo skal af med dem paa en eller anden maade, og hende, der jo staar og mangler moebler, men det opbevaringsfirma, jeg benyttede sidste sommer, tilbyder ikke laengere en gratis flyttebil, og saa er det lidt svaert at flytte store, tunge moebler - ogsaa selvom Jessie har en, efter danske standarder, stor Chrysler PT Cruiser, men efter amerikanske forhold er det jo bare en lille bil.
Vi har stadig en del moebler, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal goere med. Enten skal vi paa en eller anden maade have dem bakset ned til Good Will eller Frelsens Haer og doneret dem til et af de steder, eller ogsaa ender de nok bare ude paa fortovskanten paa bedste amerikanske maner, saa en anden person, der lige staar og mangler en sofa eller en kommode, kan hente dem.
Jeg skurrer og skrubber, og det ser efterhaanden lidt bedre ud. Vi toemmer skabe og hylder og her bliver igen helt tomt og naermest livloest i lejligheden. Det vaerste ved at flytte fra et land til et andet er, at man ikke bare kan proppe det hele i en flyttekasse og sende det videre - det kunne jeg vel i princippet, men saa skal der ogsaa betales for det - og i stedet staar jeg altsaa nu med de to foeromtalte kufferter, der skal fyldes op med minderne fra de sidste to aar - plus de mange ting, som jo nu engang er en del billigere i USA.

Igaar var Jessie, James, Oscar og jeg til koncert med Jens Lekman - som rent faktisk er svensker - og det var en fantastisk koncert og et godt punktum for min lille tid i USA. En god aften med gode venner, som jeg har faaet over de sidste to aar. Mange af tilskuerne raabte "I love you Jens", men han ignorerede dem. Saa raabte Jessie "Jag alskar dig, Jens" og han kiggede paa os og smilede til os. En god slutning og nu tager jeg selv tilbage til Skandinavien. Jeg glaeder mig en del til at komme hjem - jeg synes efterhaanden, at jeg har opnaaet det jeg er kommet for.
Jeg har faaet set en anden del af verden, jeg har oplevet en anden kultur, jeg har set lille Danmark udefra (og hold da op, hvor er Danmark pludselig meget mindre, end jeg saadan gik og troede), jeg har fundet mig selv, jeg har fundet fantastiske venner for livet, jeg er blevet mere mig selv, jeg har fundet ud af, hvad jeg vil, og jeg har bevist at, jeg kan det, jeg gerne vil.

Jeg har vaeret oppe og hente det anbefalingsbrev min journalistiklaerer har skrevet til mig. Hun har vaeret den bedste laerer jeg har haft. Selvom hun er en speciel person, saa er hun ogsaa enormt dygtig, og jeg kan nu laegge alle hendes vredesudbrud, roser og rettelser ned i de to kufferter jeg tager med hjem. Brevet er en kaempe cadeu, og det naevner bl.a.:

"Two things that stand out about Katrine: One is her work ethic as evidenced by her tenure on The Channels and the other is her ability to work in all aspects of English-language journalism despite being a second-languge student. (...) I have personally found Katrine a delight to work with. She is courteous and respectful, while still showing the tenacity and assertiveness one expects in a journalism student. She has added immeasurably to my and my other students' understanding of other parts of the world. (...) I recommend her wholeheartedly for further journalism study, an internship, schorlarship or even entry-level employment."

Jeg tror ikke, at jeg kunne have faaet et bedre anbefalingsbrev, saa efter et knus fra min laerer og lovning paa, at jeg nok skal holde kontakten, saa hun kan "foelge med i, hvordan det kommer til at gaa mig", saa er jeg klar til at tage tilbage til Danmark. Hvad der skulle have vaeret et lille aar vaek fra Danmark og andedammen i Faaborg blev til et stoerre projekt for mig. Jeg har nydt hvert sekund af de sidste to aar, og jeg er glad for, at jeg blev et ekstra aar.
Foerhen lagde jeg planer for, hvad jeg ville opnaa her i livet. Foerhen havde jeg planer for alt jeg ville og alt jeg skulle naa. Og uden at lyde for kliche og poetisk, saa maa jeg indroemme, at det hele tog en lidt anden drejning og lige meget, hvor mange planer jeg havde foerhen - og lige meget, hvor mange jeg proever at komme paa nu - saa har det vist sig, at jeg maaske bare skal "go with the flow". For to aar siden, havde jeg da regnet med, at et aar skulle blive til to? Havde jeg regnet med, at jeg ville falde pladask for journalistik? Havde jeg regnet med, at jeg skulle vaere redaktoer paa skolebladet? Havde jeg regnet med at finde nogle af de bedste venner, jeg har? Nej, nej og nej. Saa selvom jeg har en masse planer for, hvad jeg vil fremover, saa vil jeg ikke lade mig styre af dem, og jeg vil bestemt ikke lade mig styre af de afslag, jeg nok ogsaa skal naa at loebe ind i - for uden lidt huller i vejen, saa var jeg aldrig naaet hertil, hvor jeg er i dag.
For et aar siden var jeg ikke klar til at tage hjem - og saa maa regeringen snakke fjumreaar eller ej - men nu er jeg klar til at goere, hvad jeg har lyst til og ikke hvad alle andre synes jeg skal.
Jeg er klar til at komme hjem til Danmark, og jeg glaeder mig.
Vi ses onsdag d. 3. juni!

Billedtekst:
Vandmaend fra Monterey Bay Aqurium fra vores roadtrip, marts, 2009. Santa Barbara solnedgang
Santa Barbara Downtown Beach med pelikaner
Chinatown, San Francisco, Road trip, marts 2009
Aarlig festival med kridtmalerier i Santa Barbara (I'madonarri), maj, 2009.
Slikbutik i Monterey, Road Trip, marst, 2009.
Solnedgang under den sidste skovbrand vi havde - The Jesusita Fire, maj, 2009.
Santa Barbara Courthouse solnedgang.