Saturday, August 4, 2007

”Viva La Fiesta” og skovbrande!

I går havde jeg egentlig besluttet mig for, at jeg ville tage ned og finde college, men da jeg kom op i byen var der den her parade i gang. I øjeblikket fejrer de deres spanske rødder her i Santa Barbara, så der var altså den her parade hvor der kom alt fra folk der dansede, mexicanere til hest og et helt high school marching band. Det var ret specielt at se. Meget amerikansk. Folk råber konstant ”Viva La Fiesta” og smider de der æg med confetti i hovedet på hinanden. Jeg blev også overfaldet af 2 små piger, der kastede confetti efter mig og råbte ”Viva La Fiesta”, ret spøjst!

Hele dagen har der været den her tunge tåge af røg oppe i bjergene bag byen, da der er skovbrande deroppe, og ud på eftermiddagen begyndte det så at regne med aske. Det var rigtig ubehageligt. Man havde aske over det hele, på sit tøj, i sit hår og i øjnene. Jeg besluttede mig alligevel for at tage ned på stranden for at finde college. Jeg fandt det også, men klokken var mange, og jeg var træt, og det gjorde ondt i øjnene pga. asken fra skovbrandende, så jeg tog en ”shuttle bus” hjem igen, så jeg venter med at melde mig ind til på mandag. Stranden ser lækker ud til trods for at man ikke kunne se meget pga. røgen og asken.
Ellers har jeg ikke lavet så meget, tiden går dog hurtigt, da der er så mange butikker nede på State Street (hovedgaden) der lige skal tjekkes ud. Jeg er dog langt fra færdig med at kigge i dem.

Ellers har jeg omsider mødt forældrene i familien, Pat og Rob. De er rigtig søde. Den familie jeg bor hos består altså af far og mor, Rob og Pat, Randine på 23, Grant på 21, Kayla på 18 og Julia på 11, og de er rigtig søde alle sammen. Derudover har de 2 puddelhunde og 2 fugle. De der puddelhunde, Coby og Chico er SÅ irriterende. I forvejen bryder jeg mig ikke særlig meget om puddelhunde, men de her hunde er simpelthen så dumme og så er de helt vilde med mig og prøver konstant at komme ind på mit værelse for at blive klappet osv.
Ellers vrimler her med mennesker jeg ikke rigtig aner, hvor hører til. Her bor vist nok en pige fra Peru, men hun er hjemme på ferie lige nu. Ellers er der en anden pige, Josi, fra Brasilien, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, om hun bor her eller om hun bare kommer her. Og så er der en pige fra Moldavien som jeg ikke lige kan huske hvad hedder. Hende skal jeg vist bo sammen med, når vi flytter over i det andet hus, men lige i øjeblikket er hun her kun af og til. Ved ikke rigtig, hvor hun tager hen. Derudover vrimler her med en masse andre mennesker, men det er kun spændende.

I kan gå ind på http://katrinesbcc.bilddagboken.se/ der har jeg lagt nogle billeder ind fra paraden og skovbranden og fra huset, hvor jeg bor.

No comments: