Thursday, September 27, 2007

It never rains in Southern California!

Vil lige skrive en lille opdatering, da det efterhånden er et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet noget (og fordi jeg ligefrem har modtaget klager over dette). Det er nu ikke fordi der sker så meget. Jeg nyder stadig at bo i Santa Barbara, men selvom der hele tiden er noget at lave, så er jeg for det meste bare sammen med venner, går i biografen, går på cafe, går ud og spiser, shopper, hænger ud i Downtown og nå ja så går jeg jo faktisk også i skole!
Skolen tager meget tid. Specielt fordi der er så mange lektier. På mandag skal jeg aflevere min artikel om hende pigen fra min engelsk klasse, der skal føde sin brors firlinger. Min lærer bliver ved med at sige, at hun ikke kan vente med at læse den, men at jeg ikke skal føle det er et pres på mine skuldre. Ih nej! Efter hun nævner mig i hver time og hvor fantastisk et emne jeg har fundet, så føler jeg det da slet ikke som et pres. Jeg håber artiklen bliver god, for hun vil jo gerne have den trykt i skolebladet og det kunne være lidt cool. Jeg skal nok lægge den herind, når den er færdig.

Ellers er jeg som sagt bare sammen med mine venner osv. Der er lige kommet en ny international elev til mit hus - en fyr fra Italien. Han snakker ikke særlig meget engelsk og han virker allermest forvirret, men det er også ret overvældende at komme her, når der er så mange mennesker, men han virker nu flink nok.

D. 12.-14. oktober kommer min gymnasieveninde Julie nok til Santa Barbara og besøger mig. Hun arbejder som au-pair i San Francisco og kommer altså herned i en weekend og kigger lidt. Det skal nok blive rigtig hyggeligt.

Den svenske pige Eli og jeg er ved at finde ud af om vi kan finde et billigt sted at overnatte i Solvang, så vi kan komme op og se den by. Desværre skal man være 21 for at leje en bil, men hvis vi tager bussen kører den kun torsdag eftermiddag og vender så tilbage til Santa Barbara fredag eftermiddag, så vi bliver nødt til at overnatte der, men det skal da nok blive hyggeligt.

Ellers støder jeg på en masse skøre mennesker. Ved ikke hvorfor der er så mange skøre mennesker her i Santa Barbara. I dag så jeg bl.a. den her hippiefyr der kom gående med en hund i snor. Det er der jo ikke noget ualmindeligt i, men oven på hunden stod der en levende kat. Så det var altså en kat, der fik et "lift" af en hund. Det så SÅ sjovt ud, men jeg fik desværre ikke noget billede fordi jeg var ved at krydse gaden og manden gik på den anden side. Senere tog Eli og jeg ned på cafeen i Borders (stor boghandel), hvor den her gamle, klamme mand sad og studerede pornoblade. Eli kunne ikke se ham, men jeg havde frit udsyn til hvordan han studerede midtersiderne, så jeg kunne ikke lade være med at grine, for hvorfor fanden vælger man at gøre det midt i en cafe i en boghandel. Mærkelige, mærkelige mennesker. (I kan læse mere om mærkelige amerikanere inde på min nye klumme, som ligger inde på http://www.chilinet.dk/)

Forleden blev jeg også tilbudt et job på min yndlingscafe Coffee Cat. En af de tjenere jeg snakker en del med når jeg er der spurgte om jeg ikke ville arbejde der, fordi de søgte folk og "jeg havde den rette attitude og udseende til at arbejde der". Det var meget sjovt, men jeg må jo ikke arbejde her fordi jeg er studerende, men hvis jeg skulle arbejde her, så ville jeg arbejde der for der er så hyggeligt.

På lørdag er der en "Books and Author-festival" (bog og forfatter festival) her i Santa Barbara og hvis jeg tager ind og hører en diskussion om fremtidens "news writing" får jeg ekstra point i min journalistik klasse, så det regner jeg med at gøre. Der er nogle andre foredrag og der kommer en masse forfattere og snakker og jeg vil egentlig gerne hører et af foredragene om hvordan man får ideer som forfatter, da det jo er det jeg interesserer mig for - at skrive. Så det regner jeg med at skulle. Derudover skal jeg nok hjælpe Eli med at "skyde" en film til hendes filmproduction class og så skal jeg nok på sushirestaurant med den franske pige Elena. Så den her weekend kommer til at gå stærkt.

Ellers laver jeg ikke så meget, men tiden flyver afsted og jeg nyder det stadig. Her er stadig sol og varme og hyggeligt. Jeg har det godt og håber, det går godt i DK :)

Ps. Der er selvfølgelig nye billeder på: http://katrinesbcc.bilddagboken.se/

No comments: