Saturday, September 15, 2007

Fødselsdag - Aldrig mere teenager, halvvejs 40, 1/3 mormor - officielt gammel!

Så er det sket. Jeg er blevet gammel. Eller, jeg er egentlig "kun" fyldt 20, men det virker nu enormt underligt alligevel. Nu er det slut med at være teenager. Jeg er halvvejs de 40 og, som Anne-Dorthe så sødt bliver ved med at gentage, 1/3 mormor.
Det er egentlig stadig min fødselsdag - en halv time endnu. Må blankt indrømme, at det har været en lidt underlig fødselsdag. Den har ikke været dårlig eller noget, bare mærkelig.
Igår fredag var jeg ude at spise med svenskerne Eli og Cecilia, franskmanden Elena og min roommate fra Moldova Anastasia. Vi tog på en rigtig god italiensk restaurant, Pascucci, i Downtown. Det var ikke specielt dyrt, og maden var rigtig god. Så det var rigtig hyggeligt. Desværre bliver det jo mørkt her omkring 19,30 og hvis man kan undgå det, så er det bedst ikke at gå hjem alene fra byen, da der ikke er nogen gadelygter etc. og jeg f.eks. skal igennem de her mexicanske boligkvarterer hvor der ikke er så fedt igen, så man er lidt nødt til at tage hjem, når den sidste bus kører, hvilket om fredagen er kl. 22, så der endte vores aften.

I dag vågnede jeg så ved 9-tiden, da jeg havde lovet at snakke med min mor der. Fik snakket med hende og nogle af vennerne fra DK og gik så over for at tage et bad. Det var lidt underligt, for selvom der ALTID er en mio. mennesker i mit hus, så var der ingen hjemme her til morges, så sad for mig selv og spiste morgenmad. Gjorde mig nu ikke så meget, men det var bare underligt, når vi i DK er vant til at have morgenbord med wienerbrød osv.
Senere kom min roommate Anastasia hjem, så jeg snakkede lidt med hende og tog så downtown og mødtes med franskmanden Elena. Vi shoppede bare lidt og gik så på cafe og snakkede.

Her til aften havde jeg så inviteret svenskerne Eli og Cecilia over til aftensmad, men det var kun Eli, der kunne komme. Moren havde sagt, at hun ville lave dansk mad til mig, og jeg var lidt spændt på, hvad pokker hun havde tænkt sig, men det endte med, at vi fik Tacos i stedet. Det var nu egentlig også bedre, for jeg gad egentlig ikke have dansk mad. Det kan jeg jo altid få i DK.
Hun havde spurgt Anastasia, hvad jeg godt kunne lide og så havde Anastasia for sjov bildt hende ind at jeg elskede "popsticles" som er amerikanske pindeis, hvilket hun hoppede på, da hun er sådan ret forvirret og tror på alt, man bilder hende ind, så da vi havde spist, fandt den yngste datter Julia stolt nogle pindeis frem fra fryseren og jeg måtte agere enormt overrasket over, at vi virkelig skulle have pindeis. Derudover havde de også lavet en fødselsdagskage til mig, en ret speciel kage, med blåt flødeskum. Det var godt nok meget specielt. Så lyset blev slukket, lysene i kagen blev tændt, de sang fødselsdagssang for mig, jeg ønskede og pustede så lysene ud. Det var nu meget sødt af dem.

Eli gav mig en "Sesame street" børne-bog fordi jeg har klaget over, hvor gammel jeg føler mig nu og så "behøver jeg bare at læse i den bog for at føle mig lidt barnlig igen". Derudover var Lee, den kinesiske fyr her, så sød at give mig en æske med en kinesisk maske. Det var meget sødt. Jeg snakker ikke så meget med Lee fordi han ikke snakker så godt engelsk så det er svært at snakke med ham, men det var sødt af ham alligevel. Og så fik jeg et kort, hvor alle i huset havde skrevet tillyke med fødselsdagen på hvert deres sprog, så det var sødt af dem :)

Men det har nu været en lidt underlig fødselsdag. Jeg føler mig lidt gammel, men det er f.eks. underligt at have fødselsdag på en lørdag uden at tage i byen eller til fest, men selvom jeg føler mig gammel, så er jeg jo ikke gammel nok til at gøre det herovre (da man jo skal være 21 år).
Det har også været lidt underligt ikke at have familie og venner omkring sig. Jeg har ikke rigtig haft hjemve endnu fordi jeg virkelig elsker det herovre, og jeg har heller ikke haft hjemve idag, men jeg må ærligt indrømme, at jeg da savnede familie og venner lidt - og morgenbord med wienerbrød.

Eli og jeg overvejer at tage til Solvang, den danske by, i næste weekend, da der er "Danish days" og Eli også rigtig gerne vil se stedet (hun er fra Skåne, så hun er jo næsten dansk). Vi overvejer at tage derop om fredagen og så overnatte et sted til om lørdagen, men indtil videre ser det ud som om at det er ret dyrt at tage tog eller bus og desuden har vi ikke rigtig kunne finde noget sted, der var billigt at overnatte, så måske bliver det ikke til noget alligevel. Gider ikke bruge en formue på det. Min værtsmor har sagt, at hun gerne vil tage mig med derop en dag, men det kunne jo være meget sjovt at besøge stedet, mens der var "Danish days", men nu må vi se.

Ellers har jeg stadig bare travlt med lektier. Har rigtig mange selvom jeg kun har skole 2 dage om ugen, så imorgen søndag skal hele dagen nok bare bruges på lektier.

Billeder kan som sædvanlig ses på http://katrinesbcc.bilddagboken.se/

No comments: