Wednesday, September 24, 2008

Held og uheld...

Billede: Mit enormt vellykkede forsøg på at lave fisk med artiskok og ris...

Idag har været en lidt dårlig dag for mig og jeg har været forfulgt af små uheld. Dagen startede ellers "heldigt", hvis man tror på den slags. Da jeg sad på en bænk og ventede på bus blev jeg ramt af en fugleklat. Nu har jeg et lidt anstrengt
forhold til fugle som jeg synes er dødirriterende, så om det var hævn fra fuglens side ved jeg ikke, men specielt lækkert var det ikke. Dog fortsatte dagen ikke specielt heldigt. Busstoppestedet på West Campus er lukket pga. vejarbejde, så bussen stoppede for enden af en bakke op til West Campus, og da jeg jo ikke rigtig kan trække vejret i de her dage måtte jeg kæmpe mig op ad bakken. Dog har jeg været lidt svimmel hele dagen, hvilket resulterede i, at jeg faldt ned af trappen, vel og mærke trappen MIDT på campus, hvor en "Dylan fra Beverly Hills 90210-look-a-like" kiggede på mig og hånende spurgte "øh, er du ok?"... Og de havde tilmed farvet hvide striber på trappen, så folk som jeg kan se dem! Nu har jeg et blåt mærke på min balde og en øm hånd og hele dagen startede med en fugleklat, der ellers skulle bringe mig held.

Ellers går det fint nok. I den kommende uge udgiver vi ikke på skoleavisen, så vi får et tiltrængt lille pusterum, hvor vi alle kan indhente vores andre lektier. Mine lektier består af en yderst nem intro til film online klasse, hvor det virker som om at jeg kan skrive dårlige afleveringer efter hinanden og stadig få maksimum points og ellers en sociologi klasse i medie og samfundet med en yderst kedelig, uinspirerende lærer... og så selvfølgelig min fotojournalistikklasse, så der er ikke så meget at indhente, men lidt er der. Dog går det stadig fint med avisen. Den bliver bedre og bedre og idag udgav vi 12 sider, 2 af dem havde jeg designet og redigeret.
Vi arbejder sammen med en illustrationsklasse, der i fem uger skal illustrere midtersiden for os og mit forslag til en anderledes SBCC dækning af præsidentvalget er blevet valgt - til trods for at min lærer sagde at de ellers aldrig ville dække valget, men hun var helt vild med min ide, så det er jo super.

I lørdags holdt Jessie og jeg fest for dem vi nu kender. Vores lejlighedskompleks er meget lydt og der er altid nogle der larmer eller holder fest, så vi syntes ligesom det var vores tur til at larme lidt. Dog var der så stille at man kunne høre en knappenål falde til jorden den aften, så jeg havde lidt dårlig samvittighed, men det var en hyggelig fest. Vi nåede dog aldrig til Red Rock søndag. For det første sagde en af Jessies kollegaer at der intet vand er deroppe fordi det ikke har regnet i lang tid og det er jo lidt pointen med det, når man skal bade i en flod osv. og for det andet, så havde vi det ikke helt godt søndag. Vi ville køre op til San Luis Obispo nord for SB for at besøge Katelyn, men det blev ikke til noget, da vi som sagt ikke havde det helt godt dagen derpå.
Ang. larm, så er jeg lidt træt af at bo i samme bygning med 500 asiatere. Intet ondt ord om asiatere, men de har bare en anden opfattelse af, hvornår man skal være stille. De løber op og ned ad trapperne midt om natten og nærmest råber på et eller andet asiatisk sprog. Og når de ikke gør det så står de udenfor deres lejlighed og snakker til kl. 3 om natten!
Forleden nat omkring kl. 3 vågnede Jessie og jeg begge med et chok, da vi hørte en bil køre ind i noget udenfor. Først lød det som om det var en bil, der ramte bygningen. Ca. et minut senere kørte den ind i noget igen. Folk begyndte at løbe ud på parkeringspladsen for at se om deres biler var blevet ramt og det samme gjorde Jessie. Der var dog ikke sket noget med dem på parkeringspladsen, men en mand var kørt ind i flere biler ude på vejen på den anden side af vores bygning. Om han var høj på et eller andet eller om det var med vilje ved vi ikke, men vi hørte ham køre ind i op til flere ting indtil politiet kom.

Ellers går det fint nok. Jeg er enormt træt, men det er mest fordi jeg har så travlt og det bliver godt med en uge, hvor jeg kan slappe lidt af.
Jeg må hellere komme igang med mine lektier, jeg skal aflevere portfolio imorgen. Jeg håber I alle har det godt.
Katrine :)

No comments: