En weekend i den typiske amerikaners tegn.

En lille update fra sidste weekend. Det var en god, lang weekend idet vi havde fri mandag fordi det var Labor-day. De fleste har fri om fredagen, men da jeg jo er blevet valgt til medredaktør på skoleavisen skal jeg møde kl. 8 hver fredag morgen. Det var heldigvis ikke nødvendigt denne gang, men jeg befandt mig dog på skolen fra kl. 11 til kl. 19, da jeg skulle lave forskellige interviews til tre artikler, der skulle afleveres tirsdag morgen. Den første artikel handlede om skolens internetsystem, Pipeline, der har været gået ned op til flere gange i starten af semesteret. Ikke et besynderligt spændende emne at skrive om, men ham jeg skulle interviewe viste sig dog at være flink nok til at guide sådan en teknologi-spasser som mig igennem et noget indviklet indhold – også selvom han syntes det var vældigt spændende at vise mig samtlige computere på skolen. Næste interview var med en fra ”sikkerheds-afdelingen” og halvdelen af tiden til interviewet gik med at en dame tastede forskellige sikkerhedskoder ind på forskellige døre, inden jeg til sidst kom ind til ham jeg skulle interviewe. Nu har jeg kun den overvejelse tilbage, hvor jeg tænker på, hvad den stakkels mand bag alle de aflaste døre dog gør, hvis der opstår en brand eller et jordskælv rammer, og han skal ud i en fart?
Efter dette interview havde jeg et par timer at slå ihjel, så jeg bestemte mig for at gå ned og spise frokost. Til min store skuffelse var salatbaren dog lukket og jeg måtte i stedet se mig henvist til ”snackbaren”, hvor jeg fik købt mig selv et ”solidt” og ”sundt” amerikansk måltid bestående af en blød cheeseburger og en Pepsi. Kl. 17 kunne jeg endelig tage op på skolens galleri, hvor kunst-afdelingens lærere udstillede deres værker som den første udstilling dette semester. Det viste sig, udover at jeg selvfølgelig skulle skrive en anmeldelse af denne udstilling, som en god idé for en fattig studerende som jeg, da der jo til sådan en reception er mad og drikkelse.

I lørdags var jeg så blevet inviteret til bryllup. Jeg var, overraskende nok, blevet inviteret til Jessies gamle roommate Michaels bryllup. Overraskende fordi jeg jo ikke kender ham så godt som Jessie gør, men på den anden side, så understreger det bare amerikanernes gæstfrihed. Om denne gæstfrihed er en god eller en dårlig ting (jeg kan også blive træt af den af og til) ved jeg ikke, men jeg var selvfølgelig oppe og ønske Michael og hans nu hustru Jane tillykke, og da jeg sagde mange tak fordi de havde inviteret mig, sagde de ”at det manglede da bare”. Jeg kan egentlig ret godt lide, at selvom jeg kun kender Michael og Jane igennem Jessie og kun har været sammen med dem nogle gange, så er de alligevel så gæstfrie, at de inviterer mig med til deres bryllup nu hvor jeg er Jessies roommate. Selvfølgelig sagde jeg også ja, da det jo var en måde at få en unik oplevelse fra et ”typisk amerikansk” bryllup.
Og ”typisk amerikansk” synes jeg godt nok også, det var. Michael og Jane er meget religiøse og det spillede selvfølgelig ind. Vielsen fandt sted i deres kirke, den Episkopale kirke, i Montecito (forstad til Santa Barbara). Jeg kom lidt til at grine ved tanken om, at præsten, meget ”typisk amerikansk” havde en mikrofon siddende på tøjet. Jeg har godt nok aldrig hørt en prædiken i surroundsound i Danmark, så det varede lidt før jeg vænnede mig til det. For det andet, så klapper amerikanerne hele tiden. Nu er det ikke lige kirker jeg opholder mig mest i i Danmark, men på en måde virker det for mig ikke særlig respektfuldt at klappe i en kirke, men her klappede og endda hujede de op til flere gange. Udover det er deres tro ud af den katolske kristendom, hvilket selvfølgelig betød flere bønner, som jeg ikke rigtig kendte, men jeg prøvede ud af respekt så vidt som muligt at følge med. Til sidst kunne man dog komme op og få en velsignelse med nadver og altervin, hvis man havde lyst, og det syntes jeg alligevel var lidt for meget af det gode. Jessie, der er opdraget meget stærkt katolsk, da hendes far er mexicaner, men som har valgt, at hun ikke tror på de værdier kristendommen tror på, og jeg valgte derfor at blive siddende tilbage. Det var dog en smule halv-pinligt, da stort set alle gik op og fik denne velsignelse, og da ”medhjælperen” i kirken gentagne gange gjorde os opmærksomme på, at vi bare kunne krydse armene foran vores bryst, hvis vi ikke var fra denne kirke, men alligevel gerne ville have en velsignelse. Jeg valgte dog at sige nej tak, da det for det første for mig synes unødvendigt idet jeg for det første er fra et protestantisk samfund og for det andet, da jeg jo hverken er døbt eller konfirmeret og altså ikke deler de samme tanker og værdier, som de andre gæster.
Efter selve vielsen gik alle udenfor, hvorefter Michael og Jane så kom ud og gav hinanden et kys og derefter hjalp de hinanden med at ringe den store klokke i kirken. Om det bare er noget man gør i deres kirke, eller om det er ”typisk amerikansk” ved jeg ikke, men det mindede mig lidt om noget jeg engang har set i en af de der pladderromantiske amerikanske film.
Derefter var der reception, der i modsætning til de fleste danske bryllupsmiddage bestod af først en buffet og derefter kunne man så komme op på skift og holde tale. Jeg fortalte en forbløffet Jessie, at i Danmark plejer vi at holde talerne i løbet af middagen (og det gælder i og for sig ikke kun for bryllupper), hvilket gør at middagen varer længe, men på en måde, så var dette også en smule ”typisk amerikansk”. En ting jeg virkelig savner i USA er at sidde afslappet og hygge mig, som man jo netop ville gøre ved et dansk bryllup, konfirmation osv., hvorimod den amerikanske kultur synes at have så meget fart på, at man skal skynde sig at blive færdig, så man kan komme videre til det næste. Jessie syntes også det var meget besynderligt, at folk i Danmark skulle op på en stol eller under bordet for at kysse og at brudgommens sok bliver klippet af sammen med brudens slør, hvorimod jeg ligesom syntes, at det lidt manglede til det her bryllup. Det, der virkelig overraskede mig var dog, at efter middagen var der musik, hvortil der blev danset, men efter godt og vel 2 timer blev det annonceret at parret nu var klar til at tage af sted. Dette var selvfølgelig meget normalt, men så snart de havde forladt festen blev der ellers lukket og slukket og så kunne vi andre ellers gå hjem. Gud (!?) forbyde, at en amerikansk fest skulle vare længere end til kl. 22.

Ellers er weekenden bare gået med at få skrevet de tre artikler jeg skulle aflevere tirsdag morgen. Derudover har Jessie og jeg fået ryddet lidt mere op i lejligheden, men her roder stadig. Vi regner med, at vi skal holde et havesalg med alle de ting vi ikke kan bruge. Ellers er jeg så småt ved at finde mig bedre til rette i lejligheden. Jeg tror, at grunden til det hele så så uoverskueligt ud de første par dage, var fordi jeg virkelig havde jetlag i starten af ugen. Jeg er dog nu mere eller mindre udhvilet og her er faktisk rart nok. Jeg har dog opdaget, at der bor nogle asiatiske piger ovenover os, som elsker at være vågen til kl. 5 om morgen. Det er selvfølgelig deres eget valg, men jeg synes nu det er lidt for meget af det gode, at de skal stå udenfor og snakke meget højlydt hele natten (og her har vi tale om et asiatisk sprog, der skal udtales i meget højt toneleje), men efter Jessie og jeg på skift har været oppe for at bede dem om at dæmpe sig, så tror jeg, de er ved at forstå det. De hilser på forunderlig vis dog stadig meget venligt hver gang vi går forbi.
Derudover har vores naboer til den ene side nogle gevaldige skænderier af og til, hvor der bliver råbt og skreget. En ting kvinden derinde råber og skriger meget om er hvor mange stoffer manden derinde tager. Derudover har jeg opdaget, at på deres dørmåtte står der, at ”Herren” har ”beordret” dem til at leve deres liv på en vis måde og herefter er der så en henvisning til et bestemt kapitel i Biblen. Men det er vel egentlig bare ”typisk amerikansk” ;)