Monday, September 29, 2008

Nordpå...

En lille opdatering fra Santa Barbara.
Jeg har netop overstået en lang weekend. Lang, da jeg havde fri fredag-søndag i modsætning til kun lørdag og søndag som jeg plejer nu hvor jeg redigere og designer skoleavis hele fredagen.
Jeg lavede dog ikke så meget fredag og lørdag. Fredag var jeg på cafe hele dagen for at lave lektier. Der er en cafe downtown, Coffee Cat, hvor jeg går en del fordi der er hyggeligt, de har gratis internet og så snakker jeg en del med en af tjenerne der, så jeg er blevet en af de "lokale". Det er dog også rart at komme lidt ud af huset og jeg kan meget bedre koncentrere mig om lektier der end når jeg sidder herhjemme, hvor der er 100 andre ting, der fanger min opmærksomhed (vasketøj, opvask, rengøring - åh jeg er blevet voksen!)

Lørdag skulle Jessie først arbejde kl. 16, men da jeg vågnede havde hun lavet dansk morgenbord til mig med rigtig dansk wienerbrød. Der er en dansk bager i byen (jeg har snakket med hende der ejer den før og hun kommer rent faktisk fra Svendborg!), så Jessie havde lavet forsinket "dansk-morgen-fødselsdagsbord" til mig med kaffe, wienerbrød, dansk flag og så fik jeg også en gave - et superfint læderremsur, så det var sødt af hende. Men det var dejligt at få dansk wienerbrød. Nu er jeg ikke den person, der har den sødeste tand, men vi havde rent faktisk købt wienerbrød ugen før, hvor jeg havde siddet og brokket mig over, hvor meget man kunne smage at det var nogle, der havde været frosset ned. Man er vel dansker :)
Men de her wienerbrød var superlækre - men det manglede også bare, når hende der ejer den danske bager tager mere end 30 kr. for et wienerbrød!
Efter vi havde spist lagde vi os ud til poolen, hvor vi fik badet og solet os og jeg har igen fået en god "kulør".

Søndag ville Jessie og jeg så gerne lidt ud af Santa Barbara. Her er superskønt, men byen er ikke meget større end Odense, så det er ikke fordi, der sker det helt store hele tiden. Selvom der faktisk sker en hel del fordi der bor så mange rige og kendte, kunstnere, forfattere osv. i byen, så der er hele tiden kulturarrangementer. Men vi valgte at køre to timer nordpå op til San Luis Obispo (SLO). Det er sjovt, for SB ligger virkelig i "Central California" og man skal blot køre to min. nord på fra forstaden Goleta og så befinder man sig i "Northern California". Det er lidt sjovt at se, for hele landskabet skifter farve, palmerne skifter til "rigtige" træer, himlen er lyseblå (og ikke mørkeblå), der er en kølig brise og luften er koldere. Det samme gælder, hvis man kører sydpå - 2 min. syd for SB og så befinder man sig i "Southern California" med palmer og lummer luft.
I SLO mødtes vi med Jessie's veninde Katelyn som jeg også har mødt en masse gange. Hun er superfrisk og vi fik shoppet lidt inden hun skulle til audition (hun synger ligesom Jessie). Jessie og jeg tog på en coffee shop for at lave lidt lektier og kl. 19 tog vi så hjem til Katelyn, hvor vi lavede mad og snakkede. Vi ville have været ude at synge karaoke, men vi fandt ud af, da vi ankom, at man skulle være 21 for at komme ind, og da Jessie først fylder 21 d. 21. oktober kunne vi ikke komme ind. I stedet endte vi hjemme hos Katelyn igen, og det blev så sent, at vi valgte at overnatte. Imorges kl. 8 kørte vi så tilbage til SB og jeg kunne tage til min time kl. 11. Jeg var dog så træt, at jeg næsten ikke kunne holde mine øjne åbne - og det var ikke kun fordi det er den mest kedelige klasse jeg nogensinde har taget! Det er meningen, at det skal være en Sociologi Medie klasse, men alt, hvad læreren, som i øvrigt intet ved om det hun underviser i, snakker om er noget som jeg lærte på mit første semester af journalistik, så jeg keder mig enormt.

Jessie har været ved tandlægen idag. Hun skal til tanlægen to gange mere, da hun får den helt store tur. Hun har enormt dårlige tænder (fordi hendes forældre ikke havde råd til at give hende bøjle på etc. - welcome to America!), så nu skal hun have sat kroner på tre tænder, hevet sine visdomstænder ud og opereret sin kæbe, der bliver ved med at poppe ud af led. Det gør ondt, så jeg her til aften lavede jeg suppe - Bouillabaise á la tomat á la fisk á la Katrine... Den var ihvertfald franskinspireret. Jeg må sige, at jeg var ret stolt af mig selv for den blev faktisk supergod selvom jeg synes der manglede et eller andet, men Jessie var helt vild med den - måske mest fordi hun var i enorm smerte og den var kogt på en masse hvidvin.

Ellers går det stadig fint. I den her uge udgiver vi ikke avis, men der er deadline på artikler på fredag, hvor jeg skal møde og redigere og designe. Desuden står jeg for fordeling af arbejde på midtersiderne i denne uge, så jeg skal sørge for at en illustrationklasse vi samarbejder med får lavet det de skal - og de fatter ikke en dyt, så det hele er lidt "så tager vi den lige en ekstra gang for Prins Knud-agtigt", men forhåbentligt bliver det ok.

Jeg burde egentlig gå i seng nu. Er stadig træt, så trænger til at få sovet igennem i nat - jeg har timer til kl. 22 imorgen. Det er lidt det værste ved mine tirsdage. Jeg har fotojournalistik fra kl. 17 til kl. 22 og fotojournalistikfaget er lige så spændende som det er træls at skulle have time i fem timer om aftenen. På næste tirsdag har jeg set at der kommer en gæstetaler til SBCC og endda en gæstetaler fra DK! Det er en første eller andengenerationsindvandrer, der kommer for at snakke om DK's strenge immigrationslov og for at sætte sagerne i et større perspektiv (også da enorme mængder illegale indvandrere kommere til Californien hver eneste dag). Talen er sponsoreret af "American Scandinavian Foundation in Santa Barbara", men det er desværre kl. 19 om aftenen, hvor jeg har time. Jeg tror dog, at jeg skipper undervisning den aften, for jeg vil faktisk gerne se, hvad hun har at sige. For det første fordi jeg ikke er helt enig i den danske immigrationslov, men også fordi jeg egentlig gerne vil se hendes syn på sagen.

Nå, nok herfra, men der er lidt nye billeder på: http://katrinesbcc.bilddagboken.se/p/main.html

Jeg håber I har det godt :)

Katrine!

No comments: