Billeder

Hej,
jeg har nu lagt lidt billeder af vores lejlighed og lejlighedskompleks ind på http://katrinesbcc.bilddagboken.se/p/main.html
Soveværelset er stadig enormt rodet, så det må I lige tænke jer til. Jeg kan afsløre så meget, at det er på størelse med stuen og ellers rodet til med tøj og bøger, da vi ikke er nået derind endnu, men endelig er det til at holde ud at være i resten af lejligheden og jeg er faktisk ret glad for den efterhånden. Her er dejligt lyst i forhold til den anden lejlighed og så er det trægulv (eller det der kopigulv), så indtil videre er jeg glad for at bo her.

I dag skal jeg bare have lavet lektier tror jeg. Jeg ville egentlig have været downtown og kigget lidt i butikker, men det er bare SÅ varmt udenfor, så jeg orker det næsten ikke. Det kan jeg altid gøre i den kommende uge. Desuden har vi "bye-week" på skolebladet, hvilket betyder, at vi ikke udgiver i denne uge, så derfor har jeg lidt ekstra tid til at komme til bunds i alle mine lektier, så det tror jeg, at dagen i dag skal gå med.
Desværre er der et eller andet fjols, der har glemt at slå varmen fra poolen, så vores store pool er nu forvandlet ind til en kæmpe spa. Jessie og jeg benyttede os af det igår, hvor vi gik i poolen (spaen) igår aftes. Aftenerne er jo som regel kolde her i Californien, så det var superlækkert at svømme rundt i en kæmpe spa, men nu hvor det er 30'C udenfor, har jeg mest af alt lyst til at tage mig en dukkert, og det hjælper ikke noget, når vandet har samme temperatur. Vi snakkede med to gamle damer, der også bor her og de er, ligesom os, lidt irriteret over, at vi har fået et brev, hvor der står, at de har varme i poolen indtil oktober, hvor de slår det fra indtil maj. For os virker det helt omvendt, at man skal have varme på om sommeren og ikke om vinteren. Kan vi så ikke bruge poolen hele vinteren. Nu er der jo ikke meget "vinter" over det her i Santa Barbara, kun lige i januar måned, hvor det er lidt "køligt", så som den skandinav jeg er, regner jeg da med stadig at skulle svømme lidt, men de to gamle damer var helt oppe at køre, og jeg synes nu også det er lidt dårligt, nu vi betaler så meget for at have en pool.
Men forhåbentligt får de skruet ned for varmen idag, så jeg kan svømme lidt og så regner jeg med at skulle læse lidt lektier derude.
I aften holder vi et lille "Katrine er fyld 21/vi er lige flyttet ind" kom sammen. Vi har bare snakket med et par stykker, der sagde de gerne ville komme forbi, hvis vi holdt noget, så altså ikke noget vildt. Nu må vi se.
Imorgen skal vi til Red Rock. Jeg er lidt spændt på, hvordan det går. For det første fordi vi skal "vandre" op til, hvor man kan bade og da det jo er oppe i "bjergene" glæder jeg mig lidt til at se, hvordan det kommer til at gå med min vejrtrækning osv. Desuden har Jessie lige fortalt mig en laaaang historie om engang hun var deroppe, hvor hun og hendes venner mødte en bjergløve. Jeg ved ikke, hvad jeg ser mest frem til; at dø af luftmangel eller blive spist af en bjergløve. Hun har dog forsikret mig, at vi ikke skal over, hvor hun var dengang.
Elles glæder jeg mig rigtig meget til at se det, men mere om det, når jeg har været der.
Jeg håber I har det godt.
Katrine

Fødselsdag

Jeg tænkte, at jeg lige kunne opdatere min blog lidt, da jeg pt. sidder og prøver at tage mig sammen til at lave lektier. Idag har jeg bare haft brug for at slappe fuldstændigt af og jeg har absolut intet lavet siden jeg kom hjem kl. 15.30. Kl. er nu 21. Det er dog lidt et resultat af, at der var en der skulle komme og hente vores ene TV som vi giver væk gratis (bare for at få det væk hurtigst muligt), men han dukkede dog aldrig op. Tilgengæld fik vi solgt en lampe som vi ikke bruger - oven i købet for 5 dollars mere end vi gav for den! Ha! Nu er jeg bare lidt irriteret på ham TVmanden, for jeg ville gerne have haft en dukkert i poolen osv., men kunne jo ikke rigtig gå nogen steder, når han havde lovet at komme. Forhåbentligt er der nogle andre, der vil have det, for det er stort og grimt!

Nå, men mange tak for alle jeres hilsner på min fødselsdag! Min mailbox var stort set fyldt til bristepunktet med hilsner fra nær og fjern, så mange tak.
Jeg mødte tidligt den morgen for skulle op og lave noget arbejde på skoleavisen. Der blev jeg mødt af en kæmpe heliumballon som de havde købt til mig. Og lidt senere kom Anna, som er fotoredaktør, med en kage hun havde købt til mig. Og for at det ikke var nok, så kom min tidligere lærer Starshine og så jeg havde fødselsdag for derefter at bryde ud i fødselsdagssang. Det var meget sødt af dem allesammen.
Det er nu meget sjovt at amerikanerne er så "fanatiske" med at fylde 21. Det hele går op i druk og hvor fuld man kan blive på sin 21 års fødselsdag. Ærlig talt så fik jeg ikke så meget som sippet til noget, der var stærkere end cola den dag, men det var mest fordi det var mandag og for det andet fordi det virkelig ikke er det store for mig. Jeg har måtte købe alkohol siden jeg var 16 (eller faktisk før den nye regel med 15 og 16 år kom) og jeg har haft min 18 års fødselsdag, men for amerikanere er 21 jo det store. Jeg føler mig derimod bare gammel og europæisk. Til gengæld kan jeg godt se, hvorfor de har så stort et problem med mindreåriges druk osv. for det virker som om vi har et meget mere afslappet syn på alkohol i Europa, hvor aldersgrænsen jo er lavere, men hvor det også er meget normalt at få et glas vin til maden. Selvfølgelig er der mange unge, der går op i vild druk i weekenderne og DK er jo et af de lande hvor unge drikker mest, men alligevel er det en helt anden måde unge drikker på en her. Her gælder det om at blive stangberuset på under en time.
Men i stedet for en gang pub crawl op og ned ad State st., så tog Jessie og jeg ud og sejlede kajak. Vi sejlede lidt rundt i en times tid, men så desværre kun pelikaner. Normalt kan vi se sæler og delfiner, men det blev det altså ikke til denne gang. Tilgengæld var det skønt at komme ud på vandet med vinden i hårdet og vand pjaskende op på sig mens solen skinner og man kan se ind på Santa Barbara by - det er en helt fantastisk følelse.
Om aftenen tog vi så på indisk restaurant, hvilket også var godt og derefter var vi så trætte, at vi begge gik i seng.
Det var dog en rigtig god dag, også selvom jeg næste morgen ikke vidste om det var de 21 år der allerede havde sat sig i kroppen eller om det var pga. den forrige dags kajaksejlads, at jeg nærmest ikke kunne komme ud af sengen for bare ømme muskler.
Vi tænker lidt på at holde en slags "indlytterfest/fødselsdagsfest" i weekenden, men nu må vi se.
Tilgengæld skal vi til Red Rocks på søndag, hvilket jeg glæder mig enormt til. Mere om dette senere.
Ellers går det godt, men jeg er kronisk træt fordi jeg har så meget at se til og har så travlt, men jeg elsker det!
Jeg har lovet lidt billeder fra vores nye sted og jeg skal nok få lagt det op, jeg har bare ikke haft tid til at få sat mig ned og gjort det endnu, så bær over med mig. Forhåbentligt når jeg det i den her weekend :)
Jeg håber I har det godt, det har jeg.
Katrine

"The end of the world as I know it..."

Hej allesammen,
en lille, hurtig update fra varme, solrige Santa Barbara for at fortælle, at jeg stadig har det godt.
Det grålige vejr synes endeligt at være rejst videre og sol og sommer er igen tilbage i Santa Barbara. Her er varmt, men vi køler af ved at hoppe i poolen. Det er dejligt at ligge derude ved liggestolene og læse lektier under palmerne og jeg er begyndt at svømme hver eller hver anden dag (efter hvad jeg nu har tid til) for at få min kondition lidt op, da jeg stadig har det vejrtrækningsbesvær. Jeg kan mærke at det hjælper lidt, jeg kan svømme i længere og længere tid, og det er rart at få rørt sig lidt. Ellers prøver jeg at gå hjem fra byen, når det ikke er alt for varmt og solen står lige på. Det er ikke så lang en gåtur, men jeg får det stadig dårligt af bare at gå op ad trapper etc., så nu går jeg ture og svømmer så meget jeg nu kan for at skubbe det til det yderste, så jeg forhåbentligt snart får det bedre.
Forleden kunne jeg næsten ikke få vejret, men jeg har ikke haft noget siden. Det kommer lidt i perioder.
Men det går forhåbentligt nok snart over, og ellers har jeg det godt.
I den her weekend har jeg bare slappet af. Torsdag nat fik jeg ikke meget søvn og fredag skulle jeg op kl. 7 for at møde på skolen kl. 8 og redigere artikler, så jeg var enormt træt fredag aften og igen lørdag morgen, så lørdag formiddag gik bare med afslapning.
Jeg er dog stadig rigtig glad for at være blevet redaktør. Vi har det skidesjovt, og nu har jeg lige fundet ud af at jeg rent faktisk bliver betalt for det. Det bliver til ca $300 om måneden, men det er jo også en slags penge og det er hvad jeg alligevel ville tjene hvis jeg havde fundet et job udover skoleavisen. Men det er jo lækkert at få penge for noget, jeg er helt vild med og så har jeg til mad og udgifter til elektricitet, varme osv.
Lørdag eftermiddag var jeg dog så fuldt udhvilet, hvilket resulterede i, at jeg gik igang med at rydde op. Alt blev ryddet ud og sorteret og her er rigtig fint nu. Det er lige gået op for mig, hvor stor vores stue rent faktisk er, når der intet rod er. Men nu kan man holde ud at være her. Nu mangler Jessie bare lige et par småting over i hjørnet, hvor vi har computerområde og så er det hele næsten på plads. Vi har pt. 2 fjernsyn, men vi har sat en annonce i deres gul og gratis om at den der vil have det ene kan få det gratis. Det er stort og grimt og det andet vi har passer bedre. Så når det kommer væk hjælper det på det.
Idag søndag har jeg så bare sovet længe for det trængte jeg til og så tog jeg op i byen for at kigge efter en bog til min fotojournalistik-klasse, men den havde de selvfølgelig ikke. Dog fik jeg købt nogle kunstige blomster til dekoration og nogle lærreder, da jeg har tænkt mig at begynde at male lidt igen - eller i det mindste forsøge, da det jo efterhånden er mange år siden jeg gik på billedskole.

Ellers går det godt. Min online klasse i introduktion til film går godt og jeg har indtil videre maksimum points. Min anden klasse "medie sociologi" er ikke specielt spændende, mest fordi læreren er kedelig og ikke ved noget", men vi ser en masse optagelser fra 1980'erne, så lidt er der da at grine af. Jeg har fået købt et Nikon D60 til min fotojournalistik klasse og det er et rigtig fint kamera til sådan en som mig, der kun ved de basale ting omkring fotografering. Dog er det en rigtig spændende klasse, hvor vi har gæstetalere næsten hver uge og snart skal vi ud og tage billeder af rigtige politimænd og brandmænd, så det bliver fedt.
Journalistik går også fint, vi fik udgivet vores første print-avis i onsdags og vores lærer gav os meget ros. Der var en masse bøvl med en forsidehistorie, der ikke kom ind, men "heldigvis" har der været to tilfælde af en mand, der blotter sig på campus, så vi fandt noget andet at skrive om. Det er lidt sjovt at se, hvor uvidende alle de nye reportere er, men det er også sjovt at bestemme, hvad de skal gøre og skrive om og de tror alle at vi er verdensmestere i det selvom vi kun har 6 mdrs. erfarring.
Dog har vores "features" redaktør lige sagt op. Miguel som stod for den sektion af avisen sagde op efter 2 ugers arbejde, da han mente det tog for meget af hans tid. For det første er det død irriterende, at han ikke kunne have tænkt sig til det FØR han sagde ja til jobbet, selvfølgelig kommer det til at tage meget af din tid, for nu står vi og mangler en redaktør. Men for det andet egnede han sig slet ikke til det, og han hev ligesom vores andres niveau lidt ned, så vi er på en måde lettede over, at han sagde nej. Nu står vi dog bare i det dilemma at vi har 4 kandidater, som alle har skrevet for skoleavisen før og altså kan tage jobbet (det er et krav at man har skrevet mindst ét semester), men der er ingen af dem, der egner sig fuldt ud. Ariel vil gerne, men hun kan ikke komme til møderne, Oscar er sej er god til at finde historier, men han kan ikke skrive. Joey kan skrive, men han kan ikke overholde deadlines, og Rachel vil meget gerne, men for det første løj hun til os om en historie hun aldrig afleverede og for det andet gider hun kun de historier hun selv synes er sjove, så vi står lidt i et dilemma. Jeg vil helst have Joey, da jeg ikke kan fordrage Rachel, og jeg tror Joey ville kunne egne sig til det, hvis bare han ved, at han har et ansvar. Men nu må vi se.
Dog synes jeg at det er fint nok, at min journalistiklærer sagde, at grunden til hun hele tiden tror jeg er features redaktør og ikke arts & entertainment editor er fordi man skal have "karakter og kompetence" så det må da være en slags kompliment.

Imorgen er det så min fødselsdag. Jessie har klasse kl. 8 og jeg får nok et lift for jeg mangler at uploade nogle billeder til nogle artikler, da ham der tog dem ikke fik dem sendt ind i fredags som han skulle. Jeg har fri kl. 12.30 og Jessie har fri kl. 15 og så regner vi med at tage ud og sejle kajak. Forhåbentligt slår jeg ikke mig selv halvt ihjel, da det jo er hård træning at sejle kajak, men på den anden side må jeg jo bare stoppe, hvis jeg ikke kan få vejret. Jeg håber dog, det går, for det er enormt fedt at sejle rundt derude og se sæler, pelikaner og delfiner.
Om aftenen tager vi nok på indisk restaurant og så skal jeg bestille den famøse "jeg-er-lige-fyldt-21-øl". Det går de egentligt ret meget op i herovre. For mig er det jo 3 år for sent, men her i USA må de jo første købe og drikke alkohol, når de bliver 21, så jeg har fået 100 spørgsmål om, hvor fuld jeg skal være på min fødselsdag. På en eller anden måde virker europæeres forhold til spiritus meget mere afslappet for, selvfølgelig er jeg spændt på endeligt at kunne gå i byen herovre, men for amerikanerne er det mere et spørgsmål om "binge drinking" som de kalder det, hvor man tyller en masse sprut på meget kort tid, hvilket vil resultere i noget som man på godt "gammeldags dansk" nok ville kalde "at blive stang-barcardi". Dog er der stadig alt for meget europæer i mig til den slags (og på en måde føler jeg mig håbløst gammel), men det skal nok blive til den famøse 21-års-fødselsdags-øl.
Men 21 år. Nu kan det kun gå ned ad bakke. "It's the end of the world as I know it..."

Og en sidste ting, så er jeg efterhånden ved at blive så gammel og så senil at jeg fik sendt den forkerte adresse ud i min fællesmail. Adressen var nu egentlig rigtig nok, men postnummeret var forkert. Så jeg gentager den lige engang for Prins Knud:

Katrine Villumsen
601 E. Anapamu st. Apt. # 31
Santa Barbara, CA, 93103
USA

Så skulle det være på plads.
Jeg må nok også hellere lige sende en lille hilsen til Cecilia, der har skrevet om mig på sin blog. Jeg er ikke sikker på om du stadig læser min blog, du sagde, at du kæmper dig igennem det danske, men hvis ikke, så ved jeg, at din mor gør, så hej hej Cecilias mor :)
Og også hej til min egen mor og alle jer andre selvfølgelig :)

Jeg skriver snart igen. Jeg lægger billeder ind på: www.katrinesbcc.bilddagboken.se snarest muligt, bare lidt fra vores lejlighed, så I kan se dem, men nu må jeg hellere komme igang med nogle af de mange lektier, jeg har for til imorgen. :)

Katrine.

En lille update

Sidste uge var en lang og hård uge. Vi er endelig kommet over hele introduktionsforløbet, der altid følger med, når man begynder et nyt fag, dette betød dog bare, at vi kunne gå i gang for alvor. Os redaktører gik i gang med at lave semesterets allerførste avis, der skulle lægges ud på vores hjemmeside (www.thechannelsonline.com), hvilket betød, at vi mødte kl. 8 tirsdag morgen for at redigere hinandens artikler. Derefter skulle vi lægge dem ud på hjemmesiden, hvilket var første gang vi prøvede, så det tog selvfølgelig lidt tid. Endelig var vi færdige kl. 16 og kl. 17 havde jeg så fotojournalistik til kl. 22, så ved 22.30 tiden kunne jeg endelig falde om i min seng og få lidt velfortjent søvn.
Torsdag gav vores lærer så kritik af vores avis og selvom det var første gang og der var en masse fejl, der skulle rettes op på, så syntes hun, at det var en rigtig god første avis. Jeg fik også lidt cadeau for, at jeg var den der havde skrevet flest artikler, så det var fint nok.
Og i fredags mødte vi så igen kl. 8 for at redigere de nye reporters artikler. Det er faktisk meget sjovt at redigere, for de er i begynder journalistik, så de har stadig ikke lært alle de ting, der skal inkluderes osv. og selvom det betyder ekstra arbejde for os, så er det faktisk sjovt at sidde og lede efter de fejl, de laver. Hele fredagen blev så brugt på redaktionsrummet. Jeg var der kl. 8 og kunne gå hjem kl. 18. Vi fik redigeret alle de artikler, der var blevet sendt ind og derefter skulle vi lære at designe vores egen sektion i avis, i mit tilfælde ”Arts & Entertainment” (det vil man vel kalde kultur i DK). Jeg tror dog, at det blev rigtig godt, men vi skal alle mødes i morgen tidlig mandag og se hinandens sider.
Selvom jeg bruger stort set al min tid på redaktionsrummet, så er jeg indtil videre rigtig glad for det. Jeg er sikker på, der nok skal komme en eller anden fredag morgen, hvor jeg ikke orker at skulle være der kl. 8, men indtil videre er jeg vil med det. For det første fordi jeg er så vild med journalistik, og jeg virkelig lærer en masse, men også fordi vi faktisk hygger os selvom det er en lang fredag. Tiden flyver ikke ligefrem afsted, men vi griner og joker, så det er faktisk hyggeligt nok. Det er selvfølgelig det stykke arbejde ekstra, men det er også fedt at være den, der bestemmer.
Jeg går jo for resten også i skole. Det virker ikke helt sådan for de fleste klasser jeg har er journalistik, hvor den ene er ren journalistik, men her snakker vi bare mest om avisen og den anden klasse er skoleavisklassen eller vores ”holdmøde” som vi kalder det. Derudover har jeg kun lige fotojournalistik, som desværre er om aftenen og medie og samfunds sociologi, men her ser vi bare en masse film. Jeg tager også introduktion til film online, men her skal jeg også bare se en masse film og skrive om dem, så jeg har en masse nemme, men interessante fag.
Jeg valgte at droppe min fitnessklasse. Det var en klasse, hvor man skulle træne et antal gange om ugen og også se nogle ”idrætsfilm” osv. og jeg ville egentlig gerne have taget den for at få rørt mig lidt. Jeg er dog stadig ikke kommet mig helt fra hvad det så end er der har været galt med mig hele sommeren. Første konklusion lægerne kom med var astma og derefter fandt de frem til at jeg havde et svagt hjerte der ikke kan følge med. Min mors konklusion var selvfølgelig dovenskab og hvor ingen af disse tre lyder specielt opløftende for mig, så tror jeg ærlig talt at det er fordi jeg har været så syg sidste jul og igen her til sommer (lungebetændelse) og jeg er bare ikke rigtig kommet mig over det endnu. Jeg har ikke særlig meget energi og forleden gik jeg hjem fra byen, noget der tager 10 min., men jeg fik det bare så dårligt. Så nu har jeg altså valgt at droppe den klasse i tide til at jeg kunne få mine penge tilbage, så dovenskab og svagt hjerte eller ej, så ville jeg faktisk gerne have haft den klasse, men jeg er også ret glad for at være i live. Så indtil videre svømmer jeg lidt baner i poolen så meget jeg nu kan holde til, og så håber jeg bare, at jeg er kommet mig helt over det til næste semester, så jeg kan træne der i stedet.
Men ellers så sker der ikke så meget. Næste uge og weekend kommer nok til at ligne den her og om mandagen (d. 15. September) har jeg fødselsdag (hint hint!), så regner med vi tager ud og spiser eller noget. Så kan jeg også se om jeg, nu hvor jeg bliver 21, får lov til at købe en øl i det forjættede land. Det manglede da også kun – 3 år for sent! Og om søndagen i weekenden efter har Jessie lovet at tage mig med til noget, der hedder Red Rocks, som er et slags ”mini grand canyon” hvor man bader i nogle opvarmede søer.
Jeg vil slutte. Jeg skal til at se film til min online klasse.
Håber I har det godt.
Katrine

En weekend i den typiske amerikaners tegn.

En lille update fra sidste weekend. Det var en god, lang weekend idet vi havde fri mandag fordi det var Labor-day. De fleste har fri om fredagen, men da jeg jo er blevet valgt til medredaktør på skoleavisen skal jeg møde kl. 8 hver fredag morgen. Det var heldigvis ikke nødvendigt denne gang, men jeg befandt mig dog på skolen fra kl. 11 til kl. 19, da jeg skulle lave forskellige interviews til tre artikler, der skulle afleveres tirsdag morgen. Den første artikel handlede om skolens internetsystem, Pipeline, der har været gået ned op til flere gange i starten af semesteret. Ikke et besynderligt spændende emne at skrive om, men ham jeg skulle interviewe viste sig dog at være flink nok til at guide sådan en teknologi-spasser som mig igennem et noget indviklet indhold – også selvom han syntes det var vældigt spændende at vise mig samtlige computere på skolen. Næste interview var med en fra ”sikkerheds-afdelingen” og halvdelen af tiden til interviewet gik med at en dame tastede forskellige sikkerhedskoder ind på forskellige døre, inden jeg til sidst kom ind til ham jeg skulle interviewe. Nu har jeg kun den overvejelse tilbage, hvor jeg tænker på, hvad den stakkels mand bag alle de aflaste døre dog gør, hvis der opstår en brand eller et jordskælv rammer, og han skal ud i en fart?
Efter dette interview havde jeg et par timer at slå ihjel, så jeg bestemte mig for at gå ned og spise frokost. Til min store skuffelse var salatbaren dog lukket og jeg måtte i stedet se mig henvist til ”snackbaren”, hvor jeg fik købt mig selv et ”solidt” og ”sundt” amerikansk måltid bestående af en blød cheeseburger og en Pepsi. Kl. 17 kunne jeg endelig tage op på skolens galleri, hvor kunst-afdelingens lærere udstillede deres værker som den første udstilling dette semester. Det viste sig, udover at jeg selvfølgelig skulle skrive en anmeldelse af denne udstilling, som en god idé for en fattig studerende som jeg, da der jo til sådan en reception er mad og drikkelse.

I lørdags var jeg så blevet inviteret til bryllup. Jeg var, overraskende nok, blevet inviteret til Jessies gamle roommate Michaels bryllup. Overraskende fordi jeg jo ikke kender ham så godt som Jessie gør, men på den anden side, så understreger det bare amerikanernes gæstfrihed. Om denne gæstfrihed er en god eller en dårlig ting (jeg kan også blive træt af den af og til) ved jeg ikke, men jeg var selvfølgelig oppe og ønske Michael og hans nu hustru Jane tillykke, og da jeg sagde mange tak fordi de havde inviteret mig, sagde de ”at det manglede da bare”. Jeg kan egentlig ret godt lide, at selvom jeg kun kender Michael og Jane igennem Jessie og kun har været sammen med dem nogle gange, så er de alligevel så gæstfrie, at de inviterer mig med til deres bryllup nu hvor jeg er Jessies roommate. Selvfølgelig sagde jeg også ja, da det jo var en måde at få en unik oplevelse fra et ”typisk amerikansk” bryllup.
Og ”typisk amerikansk” synes jeg godt nok også, det var. Michael og Jane er meget religiøse og det spillede selvfølgelig ind. Vielsen fandt sted i deres kirke, den Episkopale kirke, i Montecito (forstad til Santa Barbara). Jeg kom lidt til at grine ved tanken om, at præsten, meget ”typisk amerikansk” havde en mikrofon siddende på tøjet. Jeg har godt nok aldrig hørt en prædiken i surroundsound i Danmark, så det varede lidt før jeg vænnede mig til det. For det andet, så klapper amerikanerne hele tiden. Nu er det ikke lige kirker jeg opholder mig mest i i Danmark, men på en måde virker det for mig ikke særlig respektfuldt at klappe i en kirke, men her klappede og endda hujede de op til flere gange. Udover det er deres tro ud af den katolske kristendom, hvilket selvfølgelig betød flere bønner, som jeg ikke rigtig kendte, men jeg prøvede ud af respekt så vidt som muligt at følge med. Til sidst kunne man dog komme op og få en velsignelse med nadver og altervin, hvis man havde lyst, og det syntes jeg alligevel var lidt for meget af det gode. Jessie, der er opdraget meget stærkt katolsk, da hendes far er mexicaner, men som har valgt, at hun ikke tror på de værdier kristendommen tror på, og jeg valgte derfor at blive siddende tilbage. Det var dog en smule halv-pinligt, da stort set alle gik op og fik denne velsignelse, og da ”medhjælperen” i kirken gentagne gange gjorde os opmærksomme på, at vi bare kunne krydse armene foran vores bryst, hvis vi ikke var fra denne kirke, men alligevel gerne ville have en velsignelse. Jeg valgte dog at sige nej tak, da det for det første for mig synes unødvendigt idet jeg for det første er fra et protestantisk samfund og for det andet, da jeg jo hverken er døbt eller konfirmeret og altså ikke deler de samme tanker og værdier, som de andre gæster.
Efter selve vielsen gik alle udenfor, hvorefter Michael og Jane så kom ud og gav hinanden et kys og derefter hjalp de hinanden med at ringe den store klokke i kirken. Om det bare er noget man gør i deres kirke, eller om det er ”typisk amerikansk” ved jeg ikke, men det mindede mig lidt om noget jeg engang har set i en af de der pladderromantiske amerikanske film.
Derefter var der reception, der i modsætning til de fleste danske bryllupsmiddage bestod af først en buffet og derefter kunne man så komme op på skift og holde tale. Jeg fortalte en forbløffet Jessie, at i Danmark plejer vi at holde talerne i løbet af middagen (og det gælder i og for sig ikke kun for bryllupper), hvilket gør at middagen varer længe, men på en måde, så var dette også en smule ”typisk amerikansk”. En ting jeg virkelig savner i USA er at sidde afslappet og hygge mig, som man jo netop ville gøre ved et dansk bryllup, konfirmation osv., hvorimod den amerikanske kultur synes at have så meget fart på, at man skal skynde sig at blive færdig, så man kan komme videre til det næste. Jessie syntes også det var meget besynderligt, at folk i Danmark skulle op på en stol eller under bordet for at kysse og at brudgommens sok bliver klippet af sammen med brudens slør, hvorimod jeg ligesom syntes, at det lidt manglede til det her bryllup. Det, der virkelig overraskede mig var dog, at efter middagen var der musik, hvortil der blev danset, men efter godt og vel 2 timer blev det annonceret at parret nu var klar til at tage af sted. Dette var selvfølgelig meget normalt, men så snart de havde forladt festen blev der ellers lukket og slukket og så kunne vi andre ellers gå hjem. Gud (!?) forbyde, at en amerikansk fest skulle vare længere end til kl. 22.

Ellers er weekenden bare gået med at få skrevet de tre artikler jeg skulle aflevere tirsdag morgen. Derudover har Jessie og jeg fået ryddet lidt mere op i lejligheden, men her roder stadig. Vi regner med, at vi skal holde et havesalg med alle de ting vi ikke kan bruge. Ellers er jeg så småt ved at finde mig bedre til rette i lejligheden. Jeg tror, at grunden til det hele så så uoverskueligt ud de første par dage, var fordi jeg virkelig havde jetlag i starten af ugen. Jeg er dog nu mere eller mindre udhvilet og her er faktisk rart nok. Jeg har dog opdaget, at der bor nogle asiatiske piger ovenover os, som elsker at være vågen til kl. 5 om morgen. Det er selvfølgelig deres eget valg, men jeg synes nu det er lidt for meget af det gode, at de skal stå udenfor og snakke meget højlydt hele natten (og her har vi tale om et asiatisk sprog, der skal udtales i meget højt toneleje), men efter Jessie og jeg på skift har været oppe for at bede dem om at dæmpe sig, så tror jeg, de er ved at forstå det. De hilser på forunderlig vis dog stadig meget venligt hver gang vi går forbi.
Derudover har vores naboer til den ene side nogle gevaldige skænderier af og til, hvor der bliver råbt og skreget. En ting kvinden derinde råber og skriger meget om er hvor mange stoffer manden derinde tager. Derudover har jeg opdaget, at på deres dørmåtte står der, at ”Herren” har ”beordret” dem til at leve deres liv på en vis måde og herefter er der så en henvisning til et bestemt kapitel i Biblen. Men det er vel egentlig bare ”typisk amerikansk” ;)

"Save lives AND fuel - Don't speed!"....

... så simpelt kan det siges. Jeg er tilbage i solrige Californien (der dog har bestemt sig for at gå over til overskyet vejr - maybe that's the new black?). Og det første jeg ser er selvfølgelig et skilt på motorvejen, der siger "save lives AND fuel - Don't speed!" ("spar" liv og benzin - sæt farten ned). Personligt syntes jeg skiltet var lidt "tragikomisk", men også en fin start på det faktum at jeg er tilbage i staterne. USA er i øjeblikket hårdt presset under de dyre benzinpriser (og det faktum, at de skal betale hele 12 kr for 3 gallons!), så hvor vi andre ville have det der lille mærkelige skilt med hende pigen og ballonen, hvor der står, at man skal sætte farten ned, så slår Californien 2 fluer med et smæk og inkluderer lige hele problemet med de "skyhøje" benzinpriser ved at appellerer til den fartglade amerikaner, at man altså både kan "spare" liv og benzin, hvis man sætter farten ned. Smart.

Men jeg er kommet godt tilbage til Californien og Santa Barbara og jeg er så småt ved at finde mig til rette – igen. Og netop det der ”igen” betyder en del… Det er med helt andre følelser, jeg er vendt tilbage til Santa Barbara, end da jeg kom her for et år siden. Selvfølgelig er jeg spændt på det næste års tid, og jeg er stadig vild med college og journalistik, men samtidigt er det også helt underligt at være tilbage. Det er dejligt at være tilbage, men det er også underligt, for jeg skal ikke ud og finde vej til diverse ting jeg ikke ved hvor ligger og jeg skal ikke starte en hel masse op. Jeg kender det hele: byen, menneskerne, stederne og det er i og for sig rigtig rart for jeg er bare dumpet tilbage i ”hverdagen”. Selvfølgelig bliver det aldrig helt hverdag, for der er stadig en masse nyt og spændende, og jeg nyder hvert sekund, men det er også rart, at jeg kender det hele og de fleste kender mig. Det er rart at komme op på skolen, hvor elever og lærere er glade for at se mig tilbage.

Det var dog også enormt underligt at være hjemme i Danmark i løbet af sommeren. Jeg havde en god sommer, og det var rart at se venner og familie, men det var svært at forklare, hvor underligt det er at komme tilbage til noget man kender ind og ud, men som man ikke har set og været med i i så lang tid. Jeg ved selvfølgelig godt, at tiden ikke var gået i stå i DK bare fordi jeg ikke har været hjemme, men det føltes ærlig talt sådan. Først og fremmest gik mine venner op i alt det som jeg havde lagt bag mig for et år siden og jeg følte, at jeg var kommet bare et skridt længere. Selvfølgelig har de også haft deres at se til, men jeg havde været ”helt alene”, hvor jeg skulle klare mig selv, finde ud af ting selv, være ked af det selv, være stresset selv, være glad selv osv. Jeg har selvfølgelig venner, men man kunne ikke bare ringe hjem til ”moar”, hvis noget gik galt. Derfor følte jeg også, at jeg havde udviklet mig og modnet en hel del i løbet af det forgangne år, hvorimod mine venner stadig gik rundt i vante omgivelser.
Taget alle disse ting i betragtning føltes det som om sommeren sneglede sig af sted. Juni måned kunne ikke overstås hurtigt nok. Jeg savnede Santa Barbara og Jessie og Eli og Cecilia og Mac’N’cheese. Efter et stykke tid fik jeg dog vænnet mig mere og mere til tanken om at være hjemme, og da vi kom ind i juli måned føltes det helt mærkeligt, at jeg rent faktisk skulle tilbage til Santa Barbara. Jeg havde dog en god sommer med besøg fra Eli, der kom til København, hvor vi var i på Grøn Koncert etc., en uges ferie hos moster og onkel i deres hus i Sydfrankrig sammen med min mor og veninde Sara og ikke mindst besøg fra Jessie, der kom hele vejen fra Californien (efter en uges pitstop på Hawaii) for at besøge mig i DK.

Nu er jeg så tilbage i Santa Barbara, og det har været lidt af en hård start. Jeg ankom til LA søndag kl. 22.30 og kl. rundede sig 2.30, før jeg var tilbage i Santa Barbara. Flyveturen gik udmærket. Turen med SAS var som det skulle være, selvom jeg nærmest ikke kunne overskue at skulle flyve 4 timer mere (udover de 8 jeg allerede havde fløjet fra KBH til Chicago), men der gik ikke længe inden jeg snorksov på flyet med United til Los Angeles. Jeg var på en eller anden måde havnet på Economy extra på United Airlines flyet og sæder og benplads svarede nærmest til, hvad Business har på SAS flyene (det kunne de lære noget af!), men til trods for den luksus, så sov jeg mig fra de gratis drinks og ”godbidder” man får på Economy Extra.
Efter ankomsten til Santa Barbara var det på hovedet i seng, men jeg vågnede selvfølgelig, lysvågen, kl. 6.30 mandag morgen.
Her de første par dage har jeg prøvet at få mit skema til at gå op. Da jeg meldte min ankomst til skoleavisen fik jeg også den nyhed, at jeg er blevet valgt til den nye ”Arts&Entertainment” redaktør, så de klasser jeg havde meldt mig til blev ikke til megen nytte, da jeg skal være med til redaktionsmøder 3 gange om ugen, så de første par dage er altså gået med at prøve at komme ind i klasser, der desværre allerede er overbooket. Jeg formåede dog at komme ind i den mest nødvendige og i stedet må jeg tage den anden online, men det går nok også. Svært tynget af et enormt jetlag her de første par dage har jeg så gået igennem hele opstartsforløbet med introduktion og velkomst. Samtidig er jeg selvfølgelig blevet syg igen. Den lungebetændelse jeg så småt var kommet mig over er blevet endnu værre og jeg hoster nu igen som en gal. Jeg har ondt i hele kroppen, hoster, har feber og har ingen energi. Nu kan jeg vel kun se frem til den næste måneds tid, hvor jeg kan prøve at komme mig over det igen igen.

Ellers har jeg allerede bare travlt. Vores lejlighed ligner noget nær Jerusalems ødelæggelse med flyttekasser og møbler og underlige ting jeg slet ikke aner hvad er over alt! I dag fik jeg dog, til Jessies store overraskelse over min styrke (!?) ommøbleret lidt (her taler vi sofaer og skabe og diverse andre tunge møbler), mens hun var på arbejde. Nu er det bare lidt nemmere at gå til og få ryddet op, for jeg kan ikke leve i sådan et rod her i særlig lang tid. Ellers er lejligheden fin. Den er ikke så stor som den gamle lejlighed og jeg savner den allerede lidt, men her er fint til kun os to. Selve lejlighedskomplekset minder mig lidt om noget jeg har boet i en gang jeg var på Gran Canaria, men her er 99 lejligheder, mange unge der bor her, og en rigtig lækker opvarmet pool og grillområde, så indtil videre er jeg glad for at bo her. Jeg vil gerne vise billeder herfra, men det må blive når vi får organiseret det hele lidt mere.
”Jobbet” som medredaktør er også allerede stressende. Jeg har allerede tre artikler, der skal afleveres tirsdag, hvor jeg også selv skal møde kl. 8.00 og designe og redigere avisen. Derudover har vi møder tre gange om ugen – mandag, onsdag og fredag – samtidig med at jeg skal holde styr på, hvad folk skriver. Indtil videre er det dog sjovt. Der er også en meget bedre stemning på holdet end sidste år. Først og fremmest fordi jeg nu er en af de ”seje”, men også fordi alle dem, der var så fine på den sidste år er flyttet videre til nye skoler, og det er meget mere hyggeligt at komme ind på redaktionsrummet. I dag havde vi så det første avismøde og en hel masse mødte op, så det ser ud til at vi får en masse reportere.

Ellers sker der ikke så meget, det meste går bare ud på skole og oprydning her de første par dage. Mandag er (heldigvis) fridag (Labour day), så vi får en god lang weekend.

Jeg har ikke haft mulighed for at gå på nettet og får det heller ikke lige med det samme, da vores internet selvfølgelig ikke virker. Der var en mand ude at kigge på det igår, og på en eller anden måde er det lykkedes en eller anden klaphat at få dækket internetkablet, da de har lagt nyt gulv ind før Jessie og jeg flyttede ind. Så nu kommer de på onsdag og skal ind under bygningen og have kablet op i vores lejlighed, så forhåbentligt får vi det fra på onsdag. Indtil stjæler vi bare naboernes internet, men det rækker ikke til meget, så det var lidt før jeg er 100 % tilbage online.

Jeg håber ellers I har det godt i DK.
Katrine :)

Før... og Efter...

Før:

Skrevet i lufthavnen i Seattle…

Nu er det slut. Det jeg havde gået og ventet på næsten hele vejen igennem gymnasiet er slut. Et år hjemmefra – meget langt hjemmefra – er ovre.
Lige nu sidder jeg i Seattle lufthavn og nyder et udsøgt måltid fra det amerikanske cuisine (a.k.a. Burger King), mens jeg venter på mit næste fly mod Kastrup som afgår om næsten to timer. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal grine eller græde. Jeg har en underlig fornemmelse i maven af sommerfugle, der flyver rundt fordi jeg er nervøs for at flyve, men glæder mig til at komme tilbage til Danmark samt en underlig lyst til at skulle græde hele tiden fordi jeg allerede savner Californien og alle dem jeg har mødt i løbet af det her år i Santa Barbara.
Cecilia tog hjem først og i lørdags fløj Eli hjem. Vi havde brugt 2-3 dage inden hendes hjemrejse på at gøre rent og pakke, selvom jeg nu syntes at jeg lavede det meste, da Eli havde lidt mere travlt med at være sammen med vennerne etc. en sidste gang end vi lige havde tid til.
Lørdag fik vi dog sendt Eli af sted og så kunne jeg ellers tage hjem og få pakket det sidste samt ryddet op. Det lykkedes mig at finde et opbevaringsrum til $60 om måneden samt en gratis flyttebil med fri chauffør, så søndag morgen fik jeg vores ven Jude til at komme og hjælpe mig med at få flyttet det hele. Jude er godt nok lidt af en snegl, så det tog lidt længere tid end jeg havde regnet med. Derefter gik turen hjem, hvor der skulle gøres mere rent og til en del irritation kunne jeg så også se, at Eli havde efterladt en del ting som jeg ikke vidste noget om, så det tog mig lang tid at komme til bunds. Jessie fik fri fra arbejde og kom over og hjalp mig og vi fik det hele ordnet for derefter at køre mod hendes forældres hjem i Riverside omkring kl. 17. Hendes storebror Jason er marinesoldat og bliver sendt 6 mdr. til Asien i dag, så hun ville gerne se ham en sidste gang.
Vi sov i Riverside og mandag kørte vi så mod Santa Monica, hvor vi tilbragte dagen på stranden (i så høj en grad at jeg nu stolt kan vende hjem med en underlig ”danskersolbrændthed”, der bedst beskrives som rejefarvet), spiste frokost downtown og fik shoppet lidt. Aftenen/natten tilbragte vi på et hotel i Hollywood medfølgende obligatoriske ambulancesirener og fulde mennesker. Jessie var derefter så sød at køre mig til lufthavnen i morges tirsdag.
Det har været lidt underligt at skulle være den sidste, der er taget hjem. Først skulle jeg sige farvel til Cecilia derefter Eli og så Jessie, der nok er den, der er mest ked af det af os alle tre, da det kun er mig, der kommer tilbage næste år og Eli og Cecilia bor hele vejen ovre i Sverige.

Det har også været underligt at flytte ud af lejligheden. Det var mærkeligt at flytte ind, da den var helt tom og jeg skulle ud og finde møbler etc., men det var endnu mere mærkeligt at se den helt tom igen, da den i et halvt år havde været rammen om vores hjem (og i det halve år aldrig havde været så ren som den var da jeg gav vores udlejer Barbi vores nøgler). For kort at resumere mit år på SBCC og i Santa Barbara har det været en helt fantastisk oplevelse. Man bliver ikke kun mere moden i løbet af sådan et år, man opnår også en anden opfattelse af sig og selv og sit hjemland – både på godt og ondt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har tænkt ”hvis bare man kunne gå gratis til lægen herovre og rugbrød i det her land, så ville alt gå meget bedre” samt hvor mange gange jeg har tænkt ”ih, jeg ville ønske folk i Danmark kunne være så søde og hjælpsomme som de er her i Californien”.
Skolemæssigt har det også været en kæmpe oplevelse for mig. Jeg tog herover i den tro, at jeg gerne ville være translatør, som jeg har tænkt i mange år, men med en lille forfatter/reporter i maven kunne jeg jo lige så godt studere noget, der interesserede mig – journalistik. Det er der nu vendt helt om på. Jeg er stadig en stor nørd, når det kommer til sprog, men fra første dag med journalistik på SBCC vidste jeg at det er det jeg ville. Ikke nok med at jeg har fundet min lille ”niche” som vi ville kalde det i journalistik, men jeg er også blevet, synes jeg selv, meget bedre til det. Der er selvfølgelig stadig meget lang vej igen, men bare på det her år, specielt inden for det sidste halve år, hvor jeg har skrevet for skoleavisen, har jeg udviklet mine journalistiske evner enormt (faktisk så meget, at min engelsklærer gang på gang har måttet fortælle mig at min journalistiske stil hæmmer min evne til at skrive engelske stile – så kan I så selv gætte jer til, hvad jeg selv helst vil være bedst til).
Mit halve år som reporter på skoleavisen har også været fantastisk. Ikke nok med at jeg har lært en del af den kritik som vores lærer ville komme med hver torsdag, så er jeg også blevet meget blevet meget bedre til at skrive samt snakke med folk – det er selvfølgelig altid lidt nervepirrende at snakke med fremmede, men jeg er nu begyndt helt at nyde at interviewe folk.

Forleden emailede min journalistiklærer mig også og spurgte om jeg ville være interesseret i at være med på redaktionen på skoleavisen. Inden skolen sluttede skulle vi udfylde et stykke papir ang. om hvad vi ville være næste år, hvis vi skulle skrive for skoleavisen og jeg meldte mig bare som reporter for jeg vil gerne bare skrive plus at det er hårdt arbejde at være redaktør, men min lærer emailede mig som sagt så og spurgte her forleden om jeg vil være med på redaktionen. Jeg sagde ja selvom det kommer til at blive hårdt arbejde med møder flere gange om ugen og redigering af artikler etc., men jeg tror det kunne være en sjov oplevelse. Jeg er dog endnu ikke sikker, da de egentlige redaktører først skal udvælges mellem dem der har ansøgt om at være med på redaktionen, men selvom det ”bare” er en lille skoleavis, så er det alligevel en god ting at kunne skrive på mit resume, så nu har jeg sagt ja og så må vi se, hvad der sker og om jeg bliver valgt. Jeg er dog ret ”stolt” over at min lærer rent faktisk spurgte mig for for det første bliver næste semester kun mit andet semester på skoleavisen og for det andet så er jeg udlænding. Men jeg tror jeg har imponeret hende en del over det sidste semester både med min ”evne til at finde spændende og anderledes historier” som hun siger og da jeg vandt årets awardshow med mit slideshow, så vi må se, hvad der sker.

Efter…

Skrevet efter jeg er kommet hjem…

Jeg har altså som sagt valgt at vende stærkt tilbage næste år – det her år har været en fantastisk oplevelse og jeg vil gerne unde mig selv at tage endnu et år ”fri” (selvom jeg nu går i skole) for at få den her oplevelse samt udenlandsk erfaring og så må Bertel Haarder og company snakke SU og sabbatår så længe de vil – jeg har fået meget mere ud af det her år end jeg ville have fået noget andet sted – både uddannelsesmæssigt og personligt. Det har været mærkeligt at komme tilbage til DK. Jeg har savnet lange, lyse sommeraftner og engangsgrill (hvilke bestemt ikke er til at opdrive i et ”gas-grill-troende” land som USA). Jeg havde savnet regnen og tilmed blæsten, selvom jeg nu, som enhver anden dansker, sidder og sukker efter sol og varme.
Det er dejligt at være hjemme, men jeg føler mig også lidt som en gæst i mit eget land/hjem. Jeg har ikke rigtig noget at lave. Alle vennerne arbejder og ellers skændes de stadig om småting som da jeg tog af sted. Selvom tiden er gået føles det som om der ikke rigtig er noget der har ændret sig og selvom jeg har været væk i et år føles det lidt som om det bare er en uge.
Jeg overvejede at finde et job, men jeg tror ikke der er nogen, der kan bruge mig, når jeg skal have fri til at tage til Frankrig, KBH og Sverige, det kunne ellers være rart nok bare at lave et eller andet.

Men jeg må nyde mors mad og opvartning så længe jeg kan inden jeg tager tilbage til Santa Barbara d. 24. August.
Jeg ved endnu ikke om jeg vil fortsætte denne blog, men jeg overvejer det dog, da det er en del lettere end at skulle sende 20 identiske emails om ugen.

Hav en god sommer!